Kasakhstan

Lykkeligvis har medicinen hjulpet, det må være kraftige sager, som Hun har proppet indenbords. Åbenbart er det noget, som man skal have en recept til, og ikke alle læger vil udskrive den. En pille, som dræber alt. Heldigvis kan Hun ikke mærke, at der er døde steder på kroppen, så det må være alle de onde bakterier, man mener. Hun minder sig selv om, at Hun skal have en masse vaccinationer, næste gang lægebesøg bliver billigt igen. 

Afsted med busserne, hvor folk fordeler sig, efterhånden ud fra præferencer. De er vilde med hinanden undtagen Mallory, hun falder i – eller ved siden af. Helt ved siden af. Hun ved det nok godt, for Hun drejer 180 grader rundt, da hun ser Hendes venner i bus no 1. Det er så trist, og det bliver endnu mere trist. 

Det er en totalt begivenhedsløs rejse mod Kasakhstan, selv grænseovergangen er enkel og hurtig. Der er ikke så langt, men vejene er stadig håbløst dårlige ind mod byen. Det virker ikke helt logisk, at infrastrukturen i disse store hovedstæder er så elendig. De køres først til et par attraktioner, især gør kirken stort indtryk, det ligner nærmest et prinsesseslot fra et romantisk eventyr. Markedet er også igen lidt anderledes, med krydderier, tørrede slanger, kamelmælk, kød fra alle mulige dyr inkl. Heste. Og mindespladsen/parken de 28 vagtmænd, store bombastiske skulpturer og endnu et par brudepar med droneoptagelser etc. Lidt mere moderne er det dog her. Og træerne viser smukke efterårsfarver, skyerne fylder hele himlen, og luften er klar. Efter frokost i en kantine køres de til hotellet og har resten af tiden for sig selv. Der er ikke så meget mere at lave, turen er ved at være slut, og gruppen aftaler at mødes til fælles afslutningsmiddag. 

Den kasakhstanske restaurant er lukket, så de går til en nærliggende kinesisk restaurant. Der bestilles fra den store menu, en ret per person. Hun har stadig kvalme, så Hun bestiller bare ris og grøn te. Maden begynder at vælte ind, langsomt, dvælende, som det kun kan, når der slet ikke er tradition for at gæsterne spiser samtidigt. Øl kommer naturligvis hurtigt, og selv risene når at komme ind, så de kan blive godt kolde og kedelige inden maden. Bortset fra Hendes ris, som glimrer i deres fravær, nok i selskab med den grønne te et eller andet sted på en bestillingsliste. 

Hvad der derefter udfolder sig er lige til en bedre film eller måske et studie i adfærd og psykologi. Maden har numre, så folk skal huske, hvilket nummer de bestilte for at få den rigtige ret. Det går sådan set nogenlunde, bortset fra, at der er ca. en halv time mellem den første og sidste ret kommer ind. Det der virkelig går galt er, når gruppen skal betale deres regning. Tjeneren har været så smart (for sig selv) at putte alting på en regning, både øl, vin og vand og al maden. Og på kasak-sprog. Dvs. ingen har nogen som helst mulighed for at checke at priserne eller bestillingerne er korrekte.

Det havde så ikke været et problem, hvis ikke der ca. manglede halvdelen af beløbet efter alle har lagt penge for det, de mener at have bestilt. Og vi taler mange penge. Altså relativt mange penge. I virkeligheden bliver den samlede regning for 14 personer ca. 1600 kr, og det er inklusive for nogens vedkommende en hel flaske vin, for andre et par øl eller tre. Nogen har selvfølgelig kun spist/drukket for 40 kr, men uanset så mangler der altså 800 kr, da alle synes de har betalt. ”Priserne er lidt højere end på menuen” – havde tjeneren gestikuleret, og de havde accepteret en smule mere – man trykker vel ikke en ny menu hvert år, og inflationen gør meget i disse lande.

En af deltagerne opfordrer – og har medhold hos de fleste – at regningen deles mht mad, men ikke drikkevarer. Alligevel bliver det uoverskueligt, og folk begynder at vrisse og diskutere og kaste sedler og mønter hen over bordet i et væk, indtil der ”kun” mangler 150 kr. Hun får tanken at lægge pengene, selvom Hun intet har fået, men det bliver derved. I stedet involverer Hun sig lidt i diskussionen ved at nævne traditioner fra de flyvendes verden – man deler regningen og siger pyt. Men det holder hårdt, især og nærmest kun hos den amerikanske kvinde, som nægter at betale mere end sine 40 kr. ”Vi er jo nogen, som ikke har råd”, siger denne – og det får næsten pisset i kog hos flere.

Hvordan kan man tage på en så dyr rejse på den anden side af kloden og så gå op i om man skal betale 40 eller 80 eller 100 kr. I sidste ende beløb det sig til et par dollars ekstra for hende, et greb i lommen for en, som et par dage forinden stolt havde fremvist dyre tørklæder og souvenirs, som hun havde købt i den 5-stjernede hotels turist-boutique. Stemningen er mere end trist, den er højrøstet og bliver ekstrem, da den 25-årige fyr i modsatte hjørne af lokalet rejser sig op og med en stift pegende finger råber direkte ad den amerikanske kvinde, at NU skal hun stoppe fuldstændigt med alt sit pis og bare betale. En engel går gennem rummet, turlederen tager regningen og tjeneren afsides og sørger for betalingen af den sidste del af regningen. Resten af gruppen går lidt stille og forlegne over det hele udenfor og tilbage til hotellet, snakkende i små grupper om, hvor ærgerligt denne afslutning af en ellers fantastisk rejse blev. Heldigvis går 6-7 stykker i baren og laver en alkoholisk debriefing, hvor der bliver talt bramfrit og renset godt ud, på en skammelig bekostning af den amerikanske kvinde. Undskyld. 

Hun har nu 3 hele dage i Almaty, og de skal bruges til noget aktivt. Almaty ligger for foden af Tian Shan bjergkæden, 2900 km lang, strækker sig fra Tashkent i Usbekistan og langt ind i Kina. Rejsen er gået gennem en stor del af denne bjergkæde, hvor silkeruten har snoet sig gennem. Man kan se de snebeklædte toppe fra byen, og hele herligheden ligger kun 30 km fra centrum af Almaty. Hun har planer om at komme op til skisportsstedet Shymbulak, og meget heldigt vil vennerne Mikael og Alice med på vandretur deroppe. Bus nr. 12 går hele vejen op til verdens højest beliggende isskøjtearena, 1700 meters højde. Prisen er 150 Tenge, 3 kr pr vej, men de har kun store sedler, så chaufføren kan ikke give dem billet, han har ikke byttepenge. Det er lige ved at gå galt, da en billetkontrollør stiger på næsten oppe ved endestationen, men Alice finder en 500-seddel frem, som hurtigt bliver vekslet til 3 billetter. Meget venlig chauffør. 

Ved endestationen får de købt noget vand, nu skal der vandres. Desværre er den første store gondol ikke i gang, så de begynder at gå opad. Bjerget er fuldt af folk, især unge mennesker, men det er også søndag, og solen skinner og temperaturen er dejlig omkring de 15 grader. De rammer hurtigt trappen. Der er også en vej, som snor sig opad i hårnålesving, men det er jo hurtigere med trappen. Det føles endeløst. Og Hun opgiver at tælle, men får senere at vide, at der er 838 trin. Ikke så sært, at de sveder lidt, da de kommer til toppen. Herfra er der allerede en fantastisk udsigt nedad, men ingen tvivl om, at udsigterne venter længere oppe. De begynder at gå opad ad vejen, og på et tidspunkt går stien fra mod et punkt, Eagles Nest, som de har tænkt på at gå op til. Den tanke dør ret hurtigt, først for Mikael og Alice, hvis sko bliver meget hurtigt tilmudrede og glatte, derefter også for Hende, som må opgive, fordi det er for farligt, stejlt og mudret og glat. De aftaler alligevel at skilles for dagen, da Hun gerne vil gå op til skilifterne, som kan anes et stykke oppe ad vejen. 

Alene trasker Hun så afsted opad, opad, opad, stigniner med op ti 25% – gennemsnitligt over 15% hele vejen. Det er svedigt og hårdt, men Hun er stædig. Og der er lidt længere, end Hun havde regnet med, men da Hun efter en time kommer helt op til skisportsstedet indser Hun, at det har været det hele værd. For her åbner der sig en smuk kopi af alpeskisportssteder med chalet’er, små hoteller, restauranter og basen for selve bakken. Derfra grå en hurtig Leitner lift med plads til 8 personer op til en mellemstation, og derfra videre op til 3168 meters højde. Allerede fra basen er der sne på bjerget, ikke meget, slet ikke nok til at stå på ski, men alt rigeligt til at vise bjerget fra sin smukkeste side. Ord kan ikke helt beskrive udsigten, så i stedet er her fotos. Hun går lidt længere op efter den øverste lift, nyder den knitrende lyd af frisk sne under støvlerne, sætter sig i solen og spiser sit medbragte æg og et par kiks og chokolade. Det er den vildeste luksus, måske skulle Hun planlægge en lille skiferie til Kasakhstan?

Tilbageturen er – sjovt nok – nedad bakke for fulde gardiner, og benene kan næsten ikke følge med. Det er faktisk mere hårdt at gå nedad end opad, i hvertfald for hofter og lægge og fødder. Bussen står lige og venter på Hende, og hurtigt er Hun tilbage i midtbyen og går de sidste 3 km tilbage til hotellet. 31000 skridt denne dag, og middagen med vennerne på en hyggelig georgisk restaurant smager himmelsk. 

De aftaler følgende morgen at sove lidt længe, og derefter tage en taxa op til Big Almaty Lake, som ligger 35 km ude af byen, lidt en anden retning end Shymbulak, men også oppe i bjergene. Køreturen er smuk i den lidt ramponerede yandex-taxa (en Uber) til kun ca. 80 kr for hele vejen op til søen. Deroppe venter dem endnu et fantastisk syn, og de går glade og fro ned mod søens bred, nyder den i 1 minut, hvorefter en meget sur opsynsmand i uniform og med speakerphone vredt jager dem væk og op ad bakken igen. Det er jo Almatys frisk-vandsforsyning, som findes i denne sø, så man kan godt forstå, at han gør alt han kan for at forhindre, at vi dypper tæerne. 

Søen er omkranset af bjerge med sne på, de er i 2500m højde, men det føles ikke koldt pga den skarpe skinnende sol. De nyder synet lidt og bliver så enige om at gå ned til bussen, en tur på 16 km nedad bakke med et lille kaffestop undervejs. Efter gårsdagens vandring føles det kun godt lige i starten, Hun har en lille fibersprængning i venstre ben, og vandrestøvlerne er ikke helt optimale. Men det er hyggeligt og der er masser af se undervejs, ikke så mange dyr udover en lille flok fritgående heste. Som bestilt står bussen klar og venter, da de kommer ned til indgangen til nationalparken. Men hvor den lige kører hen har ingen af dem undersøgt, så de beslutter sig sultne for at stå af ved en pizza-butik, spise en kæmpe pizza hver og så bestille en taxa hjem derfra. Det er afrejsedag for vennerne, som flyver tilbage til Malaysia om aftenen. De krammer og ønsker god rejse videre, det har været fantastisk at være rejsekammerater på denne tur gennem de 5 Stans. Ja, Hun ved faktisk slet ikke, om det havde været særligt sjovt, hvis ikke de havde været med til snak og flere øjne på alting. 

Hendes sidste dag i Almaty bliver en vandring rundt i byen, en tur med metroen, og et forsøg på at gå på nationalmuseet. Uheldigvis har det lukket, så Hun nøjes med resten af dagen at nyde stilheden og en god bog, redigere fotos og surfen på internettet. Når man rejser så længe og så intenst, også socialt, som Hun har gjort i over 3 uger, så er der også brug for en dag, hvor tingene blot falder lidt til ro.

De 5 Stans har budt på utrolige oplevelser, helt fremmedartede kulturer og mennesker, en helt igennem anderledes rejse. Vil Hun komme tilbage? Måske – måske især til Tajikistan – og måske på skiferie til Kasakhstan. Tiden vil vise, om det bliver andre spændende destinationer, der kalder mere. 

Kirgisistan

Alle dage er rejsedage. Og det betyder tidligt op og hænge i en klokkestreng. Det gælder også denne morgen i Khujand, hvor intet af særlig vigtighed skal besøges, undtagen endnu et marked fyldt med alskens humske og mindre humske varer. Det er interessant at se og dufte, at markederne trods alt er en smule forskellige. 

Grænseovergangen fra Tajikistan til Kirgisistan foregår ualmindeligt roligt og smidigt, om end Hun lige får lidt koldsved, da Hun ikke umiddelbart kan finde det nye e-visum. Uden det, så er Hun formenligt dømt til evigt liv på de Tajikiske højsletter, dydigt passende en flamme i en jurd, mens mænd og får trisser rundt og finder føde. Det går ikke sådan denne gang, og det nye land byder velkommen med ekstrem fattigdom og meget sjove hatte på mændene. Så sjove, at Hun må eje en. 

Bussen kører dem gennem forskellige flade områder, langs en sø, og gennem et par bjerge frem til Osh, undervejs holder de frokost i en lille bitte by, hvor Hun med vennerne spiser et medbragt æg. Og de sætter sig på en typisk spisebænk og får en kop kaffe, mens de flittigt mediterer med åbne og lukkede øjne. Det er en dag i bevægelse, og der lyttes overalt flittigt til lydbøger og podcasts. Hun glæder sig vanvittigt meget til sit eget rum, det er som om alting bobler af forventningsglæde over noget så enkelt som et roligt sovemiljø. Det er muligt, at boblerne skyldes noget helt andet, for det er vanskeligt at styre udenom potentielt farlige bakterier i disse lande, med mindre man holder sig udelukkende til flaskevand. Og det er lidt kedeligt, for maden har faktisk været ret lækker og spændende indtil nu. Håndsprit bruges flittigt hos alle, men det ændrer ikke på, at mindst en i gruppen gennemgående har udfordringer med fordøjelseskanalen. Osh byder på en skøn solnedgang og et godt måltid i selskab med et dansende Tajikisk selskab. 

Næste morgen skal de køre kl. 0600, for det er turens længste køretur, mere end 12 timer gennem Kirgisistan. De skal over flere pas undervejs, første smukke sted er der sne og sol, og de får hele 10 minutter til at nyde synet. Den stakkels minibus taber vand fra køleren, så chaufføren er flere gange nødsaget til at stoppe og fylde ekstra på. Guiden er ikke særligt meddelsom, men får dog alligevel fortalt gruppen lidt om, hvordan kurtisering og brylluper foregår i Kirgisistan, en smule anderledes end i Tajikistan.

Når de unge møder hinanden og beslutter sig for at blive forlovet, så giver de hinanden øreringe, ikke fingerringe. Desuden giver brudgommens forældre penge til brudens forældre, og pengene går i øvrigt til moderne bekvemmeligheder til brudeparret, som elektroniske devices.  Før brylluppet laves der en kæmpe fest, en slags Give-away-bride-fest. Gæsterne leger og lader som om, brudgommen sidder i bilen og venter, der kommer penge på bordet, og således betaler gommen for at få lov til at se bruden. Pengene går dog hurtigt tilbage til afsender igen. Gommen bliver så placeret på en madras, oven på en madras, ovenpå en madras, og så fremdeles – måske 10-15-20 madrasser, som gommen på ærten. Så er der fest, og der grines med gom og brud

Inden selve brylluppet går gom og brud ud og hygger/fester/på sightseeing med deres venner, sammen, så disse også lærer hinanden at kende inden selve festen. Det gør det hele meget sjovere. Bryllupsfesten starter kl. 18. Eller kl. 20. Det bestemmer gæsterne sådan lidt selv, de tager det ikke så nøje. Og så bliver der snakket og danset – åh, der bliver danset så meget. Og gaverne? Ja, det er penge. Og gæsten angiver det nøjagtige beløb han/hun har betalt, for så skal der gives det nøjagtigt samme beløb tilbage, når han/hun bliver gift. Meget retfærdigt. Alt dette er meget moderne, i gamle dage blev bruden kidnappet, og kun hentet tilbage af brudens forældre, hvis de efter et besøg et års tid efter kidnapningen fandt, at hun faktisk ikke rigtigt trivedes hos sin kidnapper. I dag kalder de de også kidnapning, når brud og gom flygter med hinanden for at slippe væk fra forældrenes bestemmende greb. 

Kirgisistan har 6.5 millioner indbyggere, hvoraf 1 million bor i Bishkek og ca. en halv i Osh. Resten er fordelt mest i mindre byer og en lille del af befolkningen er stadig bønder eller driver deres hjorder af får og geder og evt. heste rundt i bjergene og bor i Jurder (om sommeren). 

Begravelser har også sjove ritualer i dette land. Det vigigste er at huske, at man SKAL deltage i familiemedlemmers begravelse, nærmest uanset hvor langt ude det er, og hvor langt væk man er. Hvis ikke man kommer, så bliver familien sur og vred og gengælder ikke-besøget. Når personen dør, så begraves han/hun samme dag – formentlig på grund af forrådnelse/smittefare. Men man kan besøge og sige farvel i flere dage derefter, men det gælder KUN mænd. Kvinder må vente med at besøge graven, til der er gået 40 dage. Selve begravelsesfesten er et kæmpe arbejde for den sørgende familie, som derfor også får hjælp af naboer. De skal jo være værter for et utal af mennesker, der valfarter til stedet fra alle hjørner af landet, og som skal bespises og huses. Dyr skæres ud til måltiderne i 12 stykker præcist, og fordeles hierarkisk efter vigtighed/position i familien. Alle ved, hvilket stykke går til hvilket familiemedlem. 

Fattigdommen i landet er til at føle på, mænd arbejder ofte med fysisk arbejde med jorden og dyrene, men kvinder arbejder også hårdt, både i bomuldsmarker og med familierne. Faktisk siger guiden, at mænd er blevet de dovne efter 1991, hvor russerne også forlod dette land. De sidder og ryger (det må kvinder ikke) og drikker den billige alkohol. En liter vodka koster 10 – siger ti – kroner. 

De kører videre oppe i bjergene, stopper et sted, hvor der er et par runde stenpladser, her står jurderne om sommeren – bønderne er lige rejst ned til varmere egne med deres dyr. Der står stadig en masse faldefærdige skurlignende vogne, en enkelt har stadig beboere og en hest bundet fast til siden. Kirgisistan blev hårdt ramt af russernes tilbagetog i 1991. Inden da var alle sikret en minimumstilværelse, arbejde, løn, bolig i en eller anden form.

Da befolkningen selv skulle klare det, skred alting sammen, for regeringen havde ingen redskaber til at sørge for et sikkerhedsnet, og befolkningen havde ingen anelse om, hvad det ville sige at sørge for sig selv/være sin egen lykkes smed. Først indenfor de sidste 10 år er det begyndt at gå lidt fremad igen, men hovedsageligt i storbyerne. De kører forbi det ene fattige billede efter det andet, og vejene – selv de, som skal forestille at være motorveje og hovedindfaldsveje til Bishkek er i en elendig forfatning. De ankommer sent til hotellet og det er hurtigt godnat. 

En fridag – i Bishkek – det er alligevel en smule mærkeligt. Men Hun og Alice går en selvbestaltet sightseeing-tur i byen og ender i en Hammam – et fuldstændigt nedkørt tyrkisk-agtigt bad med en normal afdeling, og en VIP til dobbelt pris. De bliver enige om at mænge sig med de lokale kvinder, og det bliver en stor oplevelse. På alle måder. Store damer, stor sauna med stort forfald og stor damp, store øjne, stor iskold pool, store sveddråber og stor åbenhed fra de andre kvinder.

Det er lidt som at være vinterbader, siger Hun til Alice, som aldrig har prøvet det før. Og de kommer helt rene og lettere svimle og rødkindede ud i solen igen – lykkelige over at få denne oplevelse med. De bliver enige om at toppe oplevelsen af med at gå ind og høre/se Mozart Requiem med det lokale symfoniorkester og et ungdomskor fra Stuttgart. Meget skønt og nært – men da Hun skal hjem derfra skal det gå stærkt. For maven har det ikke godt, og Hun er glad for at taxachaufføren kører næsten til døren. 

For – næste dag er lige til at lukke op og s…. i. Rent ud sagt. Der er ikke meget at sige. Kun ulykkelig miserabel alene sølletid. Hun spiser immodium, men det hjælper først rigtigt, da Hun også får en stærk bredspektret penicillin-pille af Alice. Resten af gruppen er på vandretur i bjergene – lige præcist på den tur, som Hun så meget har glædet sig til. Hun nøjes med sidst på dagen forsigtigt at gå hen til et marked for at købe sig sin hat. Det er jo vigtigt med en souvenir, siger de kloge. 

Tajikistan

Der er afgang tidligt morgen 0630 fra Termez, farvel til det dårlige hotel uden dyner, trods flere henvendelser i løbet af aftenen. Et vrissent dynevår blev til sidst lempet ind på sengen, men det var under alle omstændigheder ikke nok til at holde varmen. Man kan ikke vinde hver gang, tænker Hun. Og for længst har Hun indset, at så længe Hun har en madras, så er Hun godt tilfreds.

De kører mod grænsen til Tajikistan, og udstempling af Usbekistan går nemt og smidigt. Det nye land, eller faktisk bare nomansland, byder velkommen med en lang, lang bakke opad, en forvarsel om de bjerge, som de skal rejse gennem. Hun er næsten sidst i køen (og de kommer i øvrigt som altid foran alle de lokale, jo jo, lidt VIP er man jo) hos de unge paskontrollører i grønne uniformer med striber og emblemer. Her er turens tredje visa i spil, et e-visa, som Hun har bestilt og fået tilsendt med mail for længe siden. Hun rækker det kækt frem mod den unge mand, og smilende afventer Hun at få sit stempel og lavet ansigtsfoto. Men der er noget, der ikke helt stemmer. Den unge mand konfererer med sin kollega, og går derefter med visum og pas over til en anden bygning. Det gør Hende ikke så meget, det må jo være til at løse. Mika, den unge finske turleder, bliver hos Hende, så det føles trygt. De kigger efter de andre, som forsvinder opad bakken mod den ventende bus.

Den unge paskontrollør kommer tilbage og giver Hende passet og peger myndigt i retning af Usbekistan. ”Værsågod at skrid tilbage, hvor du kom fra” siger hans myndige fremtræden. Men – men – hvad?? Hvad er galt? Spørger Hun med fagter og ord, han ikke forstår. ”Russian”? Spørger han, men indser, at Hun er en tåbelig turist uden russiske sprogkundskaber. Han nedlader sig til at vise Hende på visum, at der er et 2-tal for meget i pasnummeret. Og peger så igen i retning af Usbekistan. 

Hvilken stupid katastrofe, tænker Hun, mens Hun undskylder overfor Mika og spørger Ham, hvordan dette mon kan løses. Han har ikke oplevet det før, men bevarer den finske rolighed og ringer til den person, han mener er vores næste turguide. Han får fat i en anden, men denne formidler kontakten, og indenfor 15 minutter kommer den næste turguide ned ad bakken og ind i rummet.

Inden de 15 minutter er gået, er Hun i sædvanlig stil der i nomansland begyndt at udtænke sine A – B – C – D -planer. A = at vende snuden om og rejse tilbage til Termez, tage toget til Tashkent og flyve over til Dushanbee. Det vil tage en helvedes tid, men er muligt. B – at guiden finder en god løsning, så Hun ikke skal tænke for meget mere over det. C – at Hun bare tager tilbage til Usbekistan og tilbage til Danmark eller Malaysia. Og D – at Hun vælger at løbe alt Hun kan op ad bakken og formentlig blive både skudt på og sat i fængsel. Nå – D er udelukket, og B er den bedste løsning. Hun afventer. 

 There was an old gal in nomansland
She was trying to get into Tajikistan
But her numbers were wrong
And she couldn’t go on
So she had to walk back to Usbekistan.

Muhammad giver hånd til både Mika og Hende, og det giver Hende straks en stor tillid til hans evner til at løse udfordringen. Hun afventer roligt Muhammads forhandlinger, og han kommer efter 10 minutter og siger ”Madam, we have a big problem, systemerne kan ikke tale sammen, fordi tallet er forkert, og der kan ikke laves ekspres-visum her” Og så fortæller han videre, at hun nok må besinde sig på at vente der, i det 10m2 store rum med den grønne bænk, mens ”nogen” rejser til Dushanbe lufthavn med Hendes pas og laver et nyt ekspress visum der. 

Ja, sådan må det så være, tænker Hun roligt og taknemmeligt over at Hun trods alt ikke skal tilbage til Usbekistan. Og lykkelig over de 2 yoghurter og en flaske vand Hun har med, lidt mere bekymret over manglen på udsigt til toilet.

Muhammad går ud igen for at aftale videre med grænsepolitiet, Hun kan se dem tale sammen ude ved bommen, og chefen tager ovenikøbet telefonen og taler med Muhammads chef. Muhammad kommer tilbage 5 minutter senere, storsmilende. Madam, vi har en bedre løsning, good news. Vi tager dig med i bussen, og så bliver dit pas her. Så får vi ”nogen” til at lave et nyt visum til dig, køre til grænsen og få passet stemplet (som de beholder i grænsevagten) og så køres det tilbage til dig senere – enten i aften eller i morgen. Bad news er, at det koster 100 dollars i stedet for normalt 50, det er jo søndag. 

Pyt, tænker Hun. Hun kunne jo være endt i fængsel med skudsår, så alt er bedre end det. Og at ”nogen” gider fikse det for hende – der er trods alt 70 km fra grænsen til deres Hotel i Dushanbe, det er jo fantastisk.

Der hujes og hejes og knipses med kamera, da Mika, Muhammad og Hun kommer til syne i Tajikistan. Alle vil vide, hvad der er sket – og nogen har endda været helt nervøse. Ikke Hun. Fortiden som pilot har trods alt lært Hende et og andet om følelseskontrol. En gang pilot, altid, som de siger. På godt og ondt.

De kører til en velfortjent og lækker frokost i det nye land, alting virker så uendeligt velkomment nu. De griner og taler om hendes dumme fejl med tallet – og Hun husker faktisk ikke helt, men mener bestemt, at det er muligt at visummyndigheden godt kan have lavet den fejl og sendt Hende forkert visum. Men pyt igen. Livet er lyst og godt. 

Efter frokosten kører de forbi mange bomuldsmarker og fladt land til første stop, et gammelt kloster/koranskole. De mødes af store flokke af brudeselskaber, Hun tæller 7 brudepar mindst, og stedet er pyntet med hjerteporte og smukke blomsterbede, nok for netop at gøre bryllupsceremonien til noget helt specielt på dette sted. Der står et lille orkester, og som hvert brudepar og deres glade følge af familie og venner kommer forbi, bliver der sunget og danset. Det er meget livligt og morsomt og kærligt. Det slår Hende dog, at alle brude, Hun indtil nu har set, har kigget ned i jorden, og ingen af dem har smilet. Måske er det også en tradition, ydmyghed og tilbageholdenhed, eller også er det noget helt andet. Hun tænker lidt over disse særsomme traditioner, mens Hun selv ydmygt sidder på hug på det mest originale og sparsomt dekorerede toilethul indtil nu på turen.

Muhammad fortæller heldigvis om bryllupstraditioner på den sidste del af turen ind mod Dushanbee: De fleste ægteskaber i Tajikistan er stadig arrangerede, undtagen i storbyerne. Mandens familie udser sig en passende brud, og begynder derefter at kurtisere brudens forældre og familie med besøg med gaver. Der spises sammen, men successen afhænger helt af, om brudens forældre siger ja eller nej, og det gør de ved at tilbyde gæsterne en hvid genstand, et stykke stof eller måske sukker. Hvis ikke dette sker, så kan brudgommens familie prøve igen og igen, og Muhammad fortæller, at der nogen gange forsøges med disse besøg op til ti gange, inden der gives op og kigges efter en ny passende brud. 

Dushanbee er en moderne by, især i bymidten. De når lige at få et glimt af den nye moske, som er ved at være færdigbygget. Den kan rumme 10.000 mennesker. Det er næsten ubegribeligt mange mennesker i et rum.  Og inden ankomst til hotellet, skal de besøge et arkæologisk museum, igen føler gruppen sig lidt VIP-agtige, da der kun for deres skyld åbnes for museet og bliver vist rundt. Bl.a. ser de her verdens tredje-største liggende Buddha, og i en glasmontre ligger en 5500 år gammel kvinde og sover – 2 meter lang. Rundvisningen går alt for hurtigt, men det er et generelt træk ved denne tur, videre videre, vi skal nå så mange ting som muligt.

Hotellet kan der ikke klages over, det er 5-stjernet Hilton med de blødeste senge og lækkert fitnessrum. Hun vælger endnu en nat at forsøge at ignorere snorken fra sidedamen, det lykkes næsten.

Næste morgen forenes Hun i et lykkeligt favntag med sit pas med stempel. Dette med at være uden pas er en mærkelig følelse, men nok kun på en rejse til lande som disse. For en stund følte Hun sig næsten som ingen, i ingenmandsland. Men det er jo en illusion, måske næsten på samme niveau som at føle sig som nogen?

Inden de forlader byen kører de forbi et par mindesmærker, bl.a. en kæmpe statue af Stalin. Der er også kæmpe store plakater af præsidenten overalt, fotos, hvor han glad og ofte i en blomstermark står og hilser folket.

Og SÅ går det ellers opad, de næste mange timer er snirklende bjergkørsel, hårnålesving efter sving og de vildeste udsigter. Det sætter gang i endorphinerne, bliver Hun enig med sin veninde Alice om.

Inden ankomst til Tajikistans næststørste by Khujand besøger de noget, der minder om et lille slot, en stor smukt bygget trelænget bygning i gult med masser af springvand foran. Det er bygget i fællesskab og med frivilligt arbejde af bondekollektivet i området, som deres fælles ”kontor” og mødessted. Tajikistan er et ekstremt bjergrigt land med kun ca. 6 millioner indbyggere, som mest bor i byer og i områder, hvor der er vand og jord, som kan dyrkes. Der findes ikke mange naturlige ressourcer som olie, gas, kul, så efter selvstændigheden i 1991 og sovjetruslands tilbagetrækning fra økonomi og styring, så fortsatte bønderne at samarbejde i deres ”kommuner” for at kunne overleve. Khujand har 22 større gårdfællessakber, og disse gik sammen om at bygge dette store slot. Alt sammen ved frivilligt arbejde og ved at bruge en del af et fælles overskud fra gårdene. 

Pigerne i gruppen finder en rød telefon på et vigtigt kontor, og laver lidt gas – sikkert inspireret af historier og fordomme om den tids skikke. Ingen, heller ikke kustoden, synes at blive fornærmet, han griner faktisk lidt af opstillingen. 

Hotellet er fint, solnedgangen smuk hen over floden, og det er SIDSTE nat med fru snork. Bare det i sig selv er skam værd at fejre. Så Hun skriver endnu en lille limerick:

 Adventurous visit to Stan after Stan
A shared room with old gal was part of the plan
The woman could snore
So Her ears got all sore
The idea of having a roommate was canned

Usbekistan

Sidste stop i Turkmenistan er endnu en bazar. Det er sjovt, som disse alle ligner hinanden, samme varer alle steder, samme ”dun”-jakker, sko, mad, tingeltangel. Og her i denne region af verden også store lammeskindshatte alle steder. På madmarkedet overfuser en stor og mægtig mama de andre kvinder, som forsøger at afsætte deres varer på bedste vis. Måske er hun chefen, måske har hun bare sovet dårligt. Det kan jo ske for alle. 

Grænseovergangen mellem Turkmenistan og Usbekistan er godt bevogtet, men som turister får deres gruppe forgangsret, og glider ret nemt ud af Turkmenistan og ind i ingenmandsland, hvor en tæt proppet lille bus skal køre dem gennem grænsezonen til Usbekistans paskontrol. På den anden side er det som om verden er en helt anden, som om luften er renere, farverne mere livlige, det er sandelig et helt nyt land. Måske er det blot tanken om, at det er lidt mere frit her i dette land, bl.a. må man gerne bruge whatsapp og facebook. På trods af den korte afstand til Turkmenistan, så ændrer selv landskabet sig hurtigt. Den store luksusbus tager dem på en time til Khiva, som i sig selv rummer en af landets største seværdigheder, fortet. Efter checkin er der frokost indenfor fortets mure, lækker mad og glade farver. 

Khiva fortet er ikke særligt gammelt, faktisk er det meste fra det 17. og 18. århundrede og meget er endda genopbygget/renoveret. Det ligger på silkevejsruten, så der har været meget handel og vandel i området. Også både Djengis Khan og Alexander den Store har været forbi her. De blå mosaikfarver blandet med lerklinede vægge og mudderbrændte mursten danner rammen for mange smukke motiver. Det meste af resten af dagen går med rundvisning indenfor fortets rammer og en del fortælling om historien om området. De går rundt i Ichan Qala fortet indvendigt hele tiden, og ser bl.a. Aq moskeen, , Muhammad Amin-Khan Madrassan og Madrasan of Khurdjum and allakuli-Khan. En masse navne, som man vanskeligt kan følge med i, inklusive den let uforståelige beskrivelse af historien bag. Men naturligvis er det en enorm turistmagnet for landet, og sælgere forsøger som de altid gør at komme af med deres varer på bedste vis. 

Deres guide Timot gør det bedste han kan for at give gruppen så meget information som muligt. Bl.a. er fredagshallen Djuma moskeen interessant med alle sine søjler, nogen af dem tilbage fra det 10. årtusinde. En af søjlerne har swastika-symboler, 4 stk, som symboliserer de fire verdenshjørner, og i midten et timeglas med jord/sand i, som er menneskets liv. Hvis han klarer det godt i livet, så stiger han til sidst op til himlen, og hvis dårligt, så bliver han ført over floden nedenunder timeglasset. Som Tim siger, de fleste religioner/trosretninger/gamle kulturer har denne opdeling i 4+1, også i kinesisk tradition. 

Tidligt næste morgen løber Hun en tur rundt udenfor fortet, meget er mere spændende, lige når solen står op og dagen går i gang. Her møder Hun bl.a. et marked, som er ved at få øjne og liv, der læsses sække med agurker af, slagteren er i gang med at partere på åben gade uden køl, piger og kvinder passer deres frugter og grøntsager. Det hele går en smule i stå, da de ser den tossede blonde kvinde, der har så travlt. 

Allerede klokken ti går bussen afsted igen. Hun har igen sovet så dårligt på grund af sin værelseskammerats mandsværdige snorken, så den bagerste række sæder i bussen er kærkommen for en god lur. De skal køre i noget, der ligner for evigt gennem flad og ukærkommen ørken, afbrudt et sted midt på af en meget skrabet restaurant, der minder Hende om de få spise/sove-steder i den Australske ørken, blot med dårligere udvalg, mindre renlighed og mindre venlighed. Hun går en tur med sin veninde i området bag, hvor der er noget, der minder om en skrotplads og et par mænd, der ikke ser ud til at lave for meget. Bussen stopper også ved en udsigt ud over en flod, det viser sig, at der, lige i horisonten ligger Afghanistan, så de bliver beordret til kun at tage fotos i en særlig retning. 

Ankomst i Bukhara klokken 18, og første stop er middagen. De fleste frokoster og middage er inkluderet i Uzbekistan. Traditionen er at servere små antipasti af grøntsager, grillede/syltede f.eks. agurk, tomat, peberfrugt, aubergine med olie og krydderurter, nogengange med lidt creme fraiche til. Dertil serveres brød, og lidt senere kommer suppen. Den indeholder kød og grøntsager eller f.eks. pumpkin eller lentils. Så kommer hovedretten, f.eks. pilau (ris med kød eller grøntsager) eller rulle med kød og æg eller bare grøntsager til gruppens vegetarer. Deserten er ofte en lille kage og der serveres altid urtete til sidst i skåle. Alt serveres i smukt porcelæn i egnstypiske farver og mønstre, og det går hurtigt og effektivt. Efter maden går de et par hundrede meter hen til Kalyan Minareten og pladsen, som er oplyst på en måde, som giver fantastiske farver. Det er et par dage siden de har fået alkohol, og det er jo en menneskeret, så de bliver af guiden ført hen til en lille biks, som har lokale vine, vodka i mange varianter og lokal cognac. Det lyder lige som en godnatdrink, og så koster det ikke meget her. En halv liter cognac for 60 kr, en flaske vin for 15 kr. 

Næste morgen meget tidligt mødes gruppen for den obligatoriske sightseeing, hvor de går fra det ældste til det nyere, fra Samanid Mausoleum, som er fra det 10. årtusind, forbi Chasma Ayub, som har en fin historie omkring sand og vand og den troende versus djævlen. De går også tilbage til Kalyan Minaretet i dagslys og ind i moskeen og anlægget.  Endelig får de mulighed for at shoppe lidt i hvad man kalder Trading domes, hvor der historisk altid har foregået handel og vandel. 

De får af guiden lidt historie omkring Usbekistan, bl.a. da de besøger et museum, som forklarer lidt om landet og dets arkæologiske fund. Det er jo et meget tørt land, totalt omgivet af andre lande og ikke stødende op til et hav. Ingen af landets floder fører til havet på grund af en række endorheiske basiner. Mindre end 10% af territoriet er opdyrket, da der er så tørt. Bukhara bryster sig af at have været i stand til at føre vand til byen, men det er desværre sket på bekostning af Aralsøen, som mere eller mindre er tørlagt nu. Hun husker ganske godt, hvordan der faktisk i 90’erne stadig var en del vand i søen, som Hun nu kunne se det oppe fra 34000 fod i en Boeing 767 med kurs mod Bangkok. Efterhånden blev søen mere og mere en hvid saltvandsslette, og i museet er der flere fotos af store fragtskibe, som er efterladt der som spøgelsesskibe stående på den forhenværende havbund.

Meget af denne tur gennem de 5 Stans kører karavanen/bussen via Silkeruten. Idet de østasiatiske lande begyndte at udvikle deres silkeproduktion, så tog de persiske byer imod de handlende med kyshånd og blev således til handelscentre. Det gælder både Khiva, Bukhara og Samarkand. Disse byer blev meget velhavende på denne konto. Faktisk har Silkeruten ikke fået sit navn, fordi der især blev handlet med silke (fra Kina), men fordi den snor sig som en silkelarve.

Hun går dog tilbage til hotellet, har brug for en halv time på den slidte ryg, og en halv time uden at være i nærheden af sin amerikanske værelseskammerat. Det er ikke en underdrivelse at sige, at det ikke fungerer godt mellem dem. Der bliver ikke udvekslet mange ord, og Hun har med vilje valgt at ignorere det meste udover den nødvendige ”skal du bruge toilettet” eller ”rumsnøglen ligger i receptionen”. Det er jo trist, men hvis man forestiller sig at enhver samtale indtil da har haft fokus på fordømmende politiske og menneskelige holdninger, fremhævelse af egne domæner, om det er job, hus, børn, uddannelser – og afbrydelser af andres samtaler for at fremhæve egne interesseområder, så rammer det nok meget godt. Derudover er stemmeføringen en tro kopi af alt, hvad Hun har set af falskhed og overflade, stort uægte smil og situationsvalgt slesk tale, og alting stritter på Hende, og efterhånden, viser det sig, også på Hendes andre rejsefæller. Det er synd, og det er ærgerligt, og kvinden på 65 bliver mere og mere isoleret. Men Hun har taget sine kampe, forsøgt sig frem, og manglen på søvn pga kvindens snorken gør nok ikke tålmodigheden større. I denne situation virker sætningen ”giv slip og lad Gud” meget godt, og hvis ikke man lige tror på vorherre, så kan man bare give slip og acceptere, at det er udenfor ens kontrolcirkel. Jo, der er en ting, Hun kan gøre. Købe sit eget rum til 500 kr pr. nat, men det er Hun alt for nordjysk nærig til at gøre. Lige nu. 

Samarkand er næste stop på rejsen i Uzbekistan. De kører forbi mange bomuldsmarker undervejs, med koner/kvinder med røven i vejret, mens de plukker den genstridige bomuld. En guide siger, at de er nødt til at gøre de pr. håndkraft pga de skarpe pigge, der forsøger at beskytte den bløde hvide skat, en anden siger, at de har fået maskiner, som kan klare det nu.

Byen er den eneste af de tre store byer, som har været forsøgt erobret af både Alexander den store, Djengis-Khan, og Temur.  Først Alexander den Store i det 3.-4- århundrede, så Djengis-Khan i det 12. århundrede og til sidst samlede Amir Temur byen. Han var født i området omkring Samarkand (som i øvrigt har heddet mange forskellige ting) og var også en yderst brutal og hård hersker, men han har også æren for mange af de fantastiske bygningsværker vi ser i denne by. 

Centralasiens historie under Amir Temur er en civiliseringens historie, og en af de lyseste perioder i området. I det 15. århundrede befriede han ved hjælp af stor brutalitet sit hjemland Transoxiana fra det mongolske jerngreb og skabte en centraliseret og stærk stat. Et af kendetegnene var religionsfrihed og kulturrigdom, noget som Hun kan sidestille med den gensidige respekt, der eksisterer i Penang mellem de forskellige folkeslag og deres religioner i dette område af Malaysia.

Mausolæer, mindesmærker, Registan Square etc. Man bliver helt overvældet af alle de mange varianter af blåt og hvidt, og indimellem en smule grønt. Byggestilen har ændret sig i løbet af årene, som man blev bedre til at brænde leret og glasere det. Men alt er smukt og alt – i princippet alt – er genopbygget/restaureret indenfor de sidste 50 år. Det er tankevækkende, at naturen og menneskene har været så hårde ved disse fantastiske majestætelige bygninger, så de faktisk er faldet helt sammen da vi kommer det det 16.-17. århundrede. 

De ser indtil flere brudepar især på Registan Square, et af dem vil ovenikøbet gerne fotograferes, omend bruden mest kigger ned i jorden. De bliver af guiden mindet om, at det stadigt oftest er arrangerede bryllupper mellem familierne, så måske er de unge mennesker ikke altid helt overbevisende glade for arrangementet. 

Guiden fortæller på livet løs undervejs, men Hendes tilstand er som vat i ørerne og ulyst til at følge med. Hun har fra morgenstunden haft urolig mave, sovet utroligt dårligt – og ikke engang en løbetur kan redde Hende fra løbemave. Hun måtte tigge sig til et toilet undervejs på en restaurant. Mama i køkkenet smilede stort og bredt, troede nok hun fik en kunde, men det ændrede sig hurtigt til en sur vrissende pegen med hånden hen på toilettet. Men – when you gotta go, you gotta go. Resten af denne sidste dag i byen har Hun haft kuldegysninger og ondt i hele kadaveret, især i lænden, og været på toilettet hvad der føles som ca 50 gange. Men et par nåle sidst på aftenen kan forhåbentlig rette op og genetablere balancen. Godt, at Hun selv tror på det. 

Vi besøger også en ”silke”-papirfabrik, og lærer om fremstillingen af papir fra mulberrytræer. Og et stjerneobservatiorium bygget af Amir Temurs sønnesøn, Uleg Beg, som var langt foran vesteuropæisk astronomi i sin tid. Videnskab havde stor fremgang i Persien generelt, og Uleg var flere hundrede år før vores egen Tycho Brahe. 

Om aftenen skal de køre med tog fra Samarkand til Termez. Der er to sjove historier til denne tur: Den første og sjoveste er, at vi skal deles ind i 4-mands kupeer, og Hun har vundet sine to venner og rejselederen. Formentlig snorker de ikke så meget. Og så er de tre meget snorkende kvinder endt i samme kupe, lige ved siden af. Det er sådan set helt ok og fair, men det er lige indtil de finder ud af, at den nye Turkmenske guide, Timor2, er ankommet og skal følge med os til Termez. Det var ikke en del af planen, og han er nu tvunget til at sove med de tre snorkende ældre damer. Som den ene humoristisk siger: Han går i seng som en dreng, og vågner op som en mand. I øvrigt siger Hun om morgenen til sin veninde “du snorker Alice”, men Alice nægter, og siger, at det faktisk kom gennem væggen fra kupeen ved siden af, for det holdt også hende vågen.

Den anden kommentar til rejsen gælder Hendes tidligere mange flyveture henover området på ruten København-Bangkok. Bjergene i Afghanistan og Pakistan, dvs. syd for Termez er meget høje, og en motorfejl betyder, at man skal anvende en såkaldt ”escape-route”, som har visse beslutningspunkter undervejs. Således vil en motorfejl før Termez betyde, at man drejer fra ruten og ret hurtigt vender tilbage mod Samarkand og lander her. Hun har faktisk på et tidspunkt landet i Samarkand – i simulatoren, da de trænede denne manøvre. 

Inden afrejsen med toget, som næsten er en fuldstændig kopi af togene i Armenien og Georgien, har gruppen fået anvist en VIP lounge med sofa. Her sidder Hun med sine venner og deler resten af en flaske cognac og får sat præventive akupunkturnåle på sig selv og et par af de andre, for der er en virus i omløb. 

Morgenstund har guld i mund og bjergene omkring Termez stråler gult og brunt mens toget bumler det sidste stykke ind til byen. De spiser medbragte morgenmadspakker og får serveret kaffe af den runde og meget lidt smilende konduktør. Lige mens Hun havde dårligst mave havde han låst af til toilettet, nå ja, de stod vist stille ved en station, men Hun skulle jo så meget. Ingen nåde der, og Hun nåede det.

Termez ligger som sagt lige ved grænsen til Afghanistan, og det første besøg efter checkin på det lidt tarvelige hotel skal foregå ved en arkæologisk udgravning ikke så mange kilometer derfra. Bussen kæmper sig vej ud gennem ørknen på et smalt spor, men må stoppe med fare for at komme til at sidde fast. Så de trasker det sidste stykke hen til stenbunkerne og hulerne, og hastigt går alle op på toppen af bakken for at få et kig over mod Afghanistan. Der er ikke meget at se, kun sand og store klitter der på den anden side af floden. Det er lidt skuffende, som om gruppen kollektivt har forventet at se krig og maskinpistoler, i hvert fald et par farlige køretøjer med talibaner i. Nå, intet andet end endnu et pigtrådsbeskyttet hegn på den Usbekiske side af floden, der skiller de to lande. Der havde været snak om at gruppen kunne komme til at gå hen over ”Peace Bridge”, men det benægtede vores unge og inkompetente guide. Han er inkompetent på den modtagende måde, han har lært at lire sine fortællinger og beskrivelser af på et kompliceret engelsk, men det viser sig, at han ikke forstår ret meget af, hvad nogen siger eller spørger til. Men han er god til at spille på sin telefon. 

De besøger dernæst også et andet museum, med et flot mausoleum og en kiste for en vigtig person. Navnene på disse vigtige personer forsvinder i den utydelige guides fortællinger. Dog er det knapt så vigtigt, for det viser sig, at de bliver filmet, formentlig til nationalt TV, og lige pludselig kommer byens borgmester med VIP følge gående forbi og skal besøge førnævnte kiste. Årsagen til besøget og gæsterne er, at der er verdensmesterskab i Kurash, en asiatisk form for brydning, og der kommer deltagere fra hele verden (nogen af dem bor faktisk på hotellet, og de er ikke små). Allerede her begynder gruppen at tale om, at det da kunne være sjovt at se, og selvom den unge guide prøver at snige sig lidt udenom, så tager Mika, den finske turleder, affære og får lavet en forhåndsaftale.

Efter en ualmindeligt kedelig og dårligt smagende aftensmad (hovedret helt enkelt en tallerken fuld af kartoffelmos), så kører bussen dem alle hen til verdensmesterskabet, hvor stadion med lys og lampetter danner ramme for tre kampscener. De går hårdt til den, både i letvægtsklasserne og +100 kg klasser, kvinder og mænd. Det er en sjov oplevelse at være blandt lokale og tilskuere fra andre lande, det er tydeligt at se, at denne sport er en af de mest populære i Usbekistan. Og det er skønt at afvige lidt fra den slagne turistvej, man kan faktisk få helt nok af mausolæer, museer, mærkelig mad og meget mere. Alt det med m. 

Turkmenistan

Den nye lufthavn i Ashgabat, bygget bare fordi man kunne.

Den hvide farve tilhører i Traditionel Kinesisk visdom metalelementet. Det er også her, man finder lugtesansen, renheden, styring af vandfordeling og endelig organet Lungen. Og det er i ental, selvom vi alle ved, at der er to. For nemhedens skyld, lad os bare sige, at det er noget med Luft. Hvid er også den farve, som marmor har. Og marmor er dyrt, og det finder man ikke meget af i Turkmenistan, især ikke den slags, man kan bygge med. 

I 1948 havde man i Ashgabat et voldsomt jorskælv, 9-11 på Richterskalaen, som decimerede byens befolkning til langt under det halve, ca. 110.000. Bygningerne lå i ruiner og alt skulle bygges op igen. Dengang var det russerne, som styrede landet med relativt hård hånd. Og de nye bygninger stod i snorlige rækker på ægte russisk vis og var enten hvide eller lysegule. Dem ser man stadig rundt omkring, især i det, de kalder ”den gamle bydel”, som mest består af bygninger fra 1960’erne. 

Men det, der rammer Hende, og hendes nye rejsefæller, er den hvide marmor. Overalt, og især, hvor de bliver kørt hen, er der enorme bygningsværker alle i hvidt marmor. Faktisk er byen i dag i Guiness Rekordbog og bliver kaldt den hvide by. Lidt mere om det om et øjeblik.

Efter ankomst i lufthavnen er Hun af rejseguides blevet lovet en flere timers seance i visakøen. De er strikte med, hvem der besøger, man skal være inviteret med invitationsbrev, og man skal have hotellet til at komme og hente efter ankomst. Efter en kort og dejlig tur med ankomst lidt før midnat med Lufthansa og smilende kabinepersonale, sniger Hun sig hurtigt forbi de andre passagerer og hen til visakøen. Hun får lavet et dokument, som damen i kassen ved siden af skal have inklusive 94 nystrøgne dollars. Dem har Hun, men det er de sidste dollars, så Hun spørger kækt, om de tager Visa. Ja ja, siger den smukke kvinde med det helt særlige hovedpynt. Og hele processen tager mindre end 20 minutter, så man skal ikke altid stole på vejledninger på internettet. 

I køen står tilfældigvis også guiden til turen, Mika, og hendes nye room-mate Mallory. De hilser pænt og sammen køres de til hotellet og aftaler at mødes næste formiddag og køre til gondolen, som vil tage dem højt over byen. Natten er lidt urolig, en del snorken og toiletbesøg forstyrrer den dyrebare søvn, men sådan er det nok bare, når man rejser i gruppe. Prisen for eneværelse var i overkanten, så Hun forsøger at se det som en mulighed for at lære et nyt menneske at kende. Det fortryder Hun flere gange senere undervejs. 

Næste morgen støder yderligere 4 deltagere af turen til, fantastiske typer. Tanja, som er halvt dansker og kan sige rødgrød med fløde. Andy, som er advokat for børn i vanskelige skilsmisse/samværdstilfælde med ekstremt rige forældre. Han fortæller om en dreng, der helst vil være hos far, for så bliver han fløjet til skole i en helikopter. Andys kropssprog er en livlig historie i sig selv, ivrig og dansende rundt omkring ordene og historierne og Hende med et stort krøllet bagstrøget hår og briller, der hele tiden sidder lige over øjenbrynene. Han er også kunstner, så det er nok noget med det. Andy rejser med sin onkel Dick, som er uhyre intelligent, højt uddannet og ved en masse om en masse. Han er vel omkring de 75, men han cykler også, mindst 160 km om ugen, og han kender godt til Zwift. Og han har en sejlbåd middelhavet, som han jævnligt rejser ned til med familien. Og Jennie, amerikaner, som er lidt fluffy og meget talende men i øvrigt meget sød, og som især gerne vil fortælle om alle de steder Hun har besøgt allerede. 

De kører i to bestilte taxier ud af byen, og allerede her rammer det Hendes og de andre, at denne by er noget helt særligt. Vejene er brede, mange af dem tresporede. Lysreguleringskurver er i skinnende sølv og ultramoderne med tællere. Der er ikke et eneste blad på vejene, for der går kvinder rundt dækket helt til i lange kjoler og hovedbeklædning, som fejer dem grundigt. Og bygningerne! De er mange og høje og skræmmende flotte og hvide, nogen af dem med guldstafferinger og en del af dem med grønne tage. Endeløse rækker med hvide bygninger, og Hun kan ikke se, om det er kontorbygninger, beboelse eller andet. For der er ingen mennesker. Ikke udover hende, der fejer gaden, et par stykker ved en busholdeplads og så dem, der passer de mange fint tilplantede bede overalt med blomster i mange farver og lettere indtørrede ørkenbuske. Høje træer kan ikke leve her i de omskiftelige sæsoner og den dræbende varme. På vejene er der nærmest ingen biler og dem der er, er naturligvis HVIDE. 

Da de kommer til bygrænsen så stopper den grønne og hvide fest, og alt er orange og gult og helt tørt. Turkmenerne har forsøgt at plante træer i lange lige rækker, men de har det hårdt i det tørre klima. Godt nok siger guiden næste dag, at det regner meget om foråret og vinteren, men også at der er op til 50 grader om sommeren og minus 20 om vinteren. Så i byen må de hente vand og vande konstant. Det koster også, men der er tilsyneladende mange penge. Olie kan købe meget, gøre en stor forskel for mange, men det kan også bare gøre en forskel for de få i toppen. Det sidste viser sig at være mest tæt på sandheden.

Turen med gondolen op ad bjerget tager ca.15 minutter og koster den fyrstelige sum af 5 Manat. Da de har vekslet fornuftigt, 1 dollar=17 manat, så svarer det ca. til 2,5 kr. Den officielle kurs i banken og på hotellet er 1 dollar=3,5 manat, men det sorte marked virker fint, selvom det er dybt ulovligt. På vejen op ad bjerget ser de et par dådyr (eller hvad de hedder her) og så er der lavet en fin grænse ind til Iran (da man nok ikke kan bygge noget værdifuldt oppe på bjergkammen) en vej, der fortsætter så langt øjet rækker med et stålhegn i flere meters højde og pigtråd på toppen, og der er kameraer for hver 50 meter. De kan ikke lide iranske flygtninge i Turkmenistan.

På toppen er der en vid udsigt ud over hele den hvide by og landskabet omkring. Byen ligger på et helt fladt område nord for bjergkæden, der skiller Iran og Turkmenistan. Heller ikke gondolen eller restauranten viser et særligt opbud af mennesker, Hun tæller i alt 12 andre gæster på toppen udover deres lille gruppe. Alle er venlige og vinker og siger ”Hello”. Det er nok ikke ofte, at de ser vores ”slags” deroppe.

Tilbage i byen kører de forbi det store pariserhjul, som har stået stille et par år. Der er faktisk tvivl om, hvorvidt det nogensinde har kørt. Igen ret spøgelsesagtigt. De bliver sat af på det ”russiske marked”, hvor de kan købe lidt mad og derfra gå hjem. På vejen hjem ligger der en cafe, og det falder helt udenfor det billede Hun indtil nu har skabt. Her kan man få alle slags kaffevarianter, f.eks. også latte med karamel og kanel, det virker meget hipt og moderne. 

Motionsrummet på hotellet er mere end nedslidt, der er et par kondicykler fra 80´erne, gammeldags motionsmaskiner, som man kun kan få skader på, og heldigvis et tilforladeligt løbebånd. En ting er sikkert, i denne by er der absolut INGEN, der cykler ude i gaderne. 

Næste morgen mødes de med resten af gruppen, og Hendes dejlige venner Michael og Alice er endelig kommet frem også efter et aflyst fly i Istanbul dagen inden. De læsses alle ind i den store – HVIDE – bus, 18 på tur med en turkmensk guide og en turlederen Miki. Så køres de rundt til de (af Turkmenistan formentlig) udvalgte seværdigheder, som f.eks. Mindespladsen, Den store Turkmen-moske, en stor plads, hvor man har flyttet 3 mindesmærker til, og til sidst landets største bazar, hvor de skal finde lidt snacks og kan gå rundt og kigge. Der er nu mest tøj, og mere tøj, og så lidt tøj og sko. Alle varianter af tøj og sko faktisk. Og masser af farver, og endelig en masse mennesker. Men det er også søndag, så der er nok ekstra meget run på det med mennesker. Guiden har undervejs i bussen fortalt, at Ashgabat har 1.000.000 indbyggere, nogenlunde som København. Det er næsten uforståeligt, for udover på bazaren har Hun nærmest ikke set et eneste menneske.

En anden turist opklarer mysteriet for dem; det viser sig, at for nogle år tilbage, så ville man gerne være værter for Asean Games (lidt som EM bare i Asien), men kravet er, at man kun kan søge, hvis man har en million indbyggere. Så kan en lille by som Roskilde f.eks. ikke søge. Problemet i Ashgabat var blot, at der ikke boede 1 million i byen, der var nærmere som i Roskilde. Efter jordskælvet, og også efter selvstændigheden i 1991, så var befolkningstallet dalet til langt under 200.000. Faktisk mente denne person, at det faktiske indbyggertal ligger omkring 125.000 i denne hvide hovedstad. Men så kunne man jo ikke søge om værtskab, så derfor begyndte de at bygge og bygge, og i hvid marmor, for olie- og gaspenge er der mere end nok af. Og i dag er resultatet så denne skinnende by med lige gader og enorme motorvejssystemer uden biler. Og dette er forklaringen på ingen mennesker i gaderne, selvom guiden forsøger at bortforklare det med, at det er søndag, så alle er inde i deres huse og lejligheder og slapper af. 

Efter bazar-besøget sadler de om fra bus til 7 firehjulstrækkere, alle hvide på nær en. Nu går rejsen nordpå, og tilsyneladende ad lidt ufremkommelige veje gennem ørkenen, med kurs mod Usbekistan. Men inden da skal de besøge 3 gaskratere, og ovenikøbet sove ved siden af det sidste. 

Det første gaskrater er fyldt med vand. Man har boret efter gas, men der var intet udover vand. Og i dag en masse plasticflasker. Det næste er fyldt med mudder, for her var der var heller ikke noget gas. Men det tredje sted, her fandt man gas i i midten af forrige århundrede og byggede en gas-rig, som i mange år har forsynet med store mængder gas. I 1971faldt riggen sammen, for den var jo blevet undermineret og der var intet stillads til at bære den. Men der var stadig gas i undergrunden, så i dag er der et mægtigt krater med evig ild. Et fantastisk og varmt syn. 

Vand (første krater) og Jord (andet krater) og Ild (tredje krater)– og det hvide i byen= Luft(metal) – og de grønne tage og flaget=Træ. Det er jo lige præcist de fem elementer i traditionel kinesisk medicin, og Hun glæder sig over at have fundet en tænkt sammenhæng. Det er lidt langt ude på landet, som så meget er i disse dage. Det er også den lille landsby, hvor de får købt deres alkohol og lidt snacks. Her drøner kamelerne rundt i gaderne mens drengene hurtigt finder de mærkelige turister ved butikken. De øver sig i at sige ”Hello”, mens de grinende undviger kameraers linser ved at flygte bagved bilerne eller lave et kryds henover kroppen med deres arme. De er utroligt livlige og glade og vil intet have, udover oplevelsen af at se os mærkelige mennesker besøge deres land. 

Gruppen bruger resten af aftenen ved det ildsprudlende gaskrater på at nyde synet, spise grillet mad og salat ved plasticborde med indkøbt vodka til 10kr pr halvliter og vin til 3 kr. pr flaske. Det smager ikke synderligt godt, men procenterne er der ikke noget galt med. De griner og fortæller historier og går op og varmer sig ved det store ”bål”, da ørkenkulden begynder at sætte ind. Hun har fået lov til at sove i en af bilerne, da hendes værelsesfælle snorker som en bjørn. Det kan hun jo ikke gøre for, og det viser sig, at der er 4 i gruppen, som laver en fantastisk symfoni natten gennem til glæde for resten af gruppen i teltene, mens Hun endelig får sovet lidt trods kulde og et smalt bilsæde.

Morgenstund med solopgang, Hun varmer sig alene ved krateret og glæder sig over denne vilde oplevelse midt ude i den Turkmenske ørken. De skal efter morgenmaden køre i godt tre timer, og bliver advaret om den forfærdelige vej. Det kan vel ikke være så slemt, det er jo hovedvejen, tænker Hun. Men alle bliver godt banket igennem af den utilgivende vejtilstand, hullerne er dybe og mange, der er flere forskellige spor at vælge imellem også ude i siderne (hvor det er rent sand) og chaufførerne kører som død og djævel, men meget dygtigt.

Hvor de i går på almindelig vej kunne holde en fart på 120km/t, så prøver de i dag så godt de kan, men når aldrig over 80, og ofte er de helt nede i fart, når de forsøger at undvige de værste huller og modkørende biler. Vejen skifter også mellem opkørt asfalt og ren grus og sand. Hendes BH er på overarbejde. Men det er en herlig tur med masser af hyggelig snak med Alice og Michael, skønt efter en uge alene at tale med nogen – og så på dansk. 

Undervejs besøger de Unesco Heritage site syd for Dashoguz, Konye-Urgench, som indtil 14. århundrede var landets/regionens hovedstad med flere hundrede tusinde indbyggere. I dag er det ikke andet end et par mausolæer for forskellige herskere, mindre grave og arkæologisk udgravningsområde. Der ledes efter originale mursten og blå pyntekeramik.  Det eksakte tidspunkt for grundlæggelsen af byen kendes ikke, men fund daterer tilbage til ca. 3.-4. århundrede før vor tidsregning.

Det blev besat af arabere i 712, og, og Djengis Khan var forbi i det 1221 og han destruerede fuldstændigt byen under den mongolske invasion af centralasien, en af de blodigste massakrer i menneskets historie. På trods af dette overlevede byen, blev genopført.  Men værre end Djengis var naturens vold, og i dette tilfælde oversvømmelser, som ad flere omgange fuldstændigt har udraderet byen. Til sidst blev befolkningen lidt trætte af al den modstand, og de flyttede længere nordpå, de fleste til Uzbekistan. 

Efter lokal frokost og kørsel til byen Dashoguz lige syd for grænsen til Uzbekistan, siger gruppen farvel til deres lidet talende chauffører med dollar-tips, og de bliver sat af på et meget fint hotel. Hun gruer lidt for natten og bofællens snorken, men udstyret med ørepropper, noise-cancelling headset og en ekstra pude håber Hun på det bedste. 

Azerbaijan

Hun vækkes i toget gennem natten, de bølgende vuggende bevægelser, langsom kørsel, der er tid nok om natten. Før midnat har de haft grænsekontrol og check af pas og visa, og derefter bliver der redt op til drømmeland i 4-mandskupe. Hun sover ikke godt, og genovervejer kraftigt den Transsibiriske fra Moskva til Beijing. 

Ved 7-tiden vågner Hun og går ud på gangen og står stille og kigger på udsigten. Det orangerøde landskab i solopgangen, de ens huse bygget i firkanter, med firkantede mursten og bliktage. Alle sammen ens. Nogen af dem med synlige mursten, og nogen filtsede. De nærmer sig Baku, og togdamen serverer en kop te i sølvkop og bolcher.  Det smager herligt, og Hun spiser sit medbragte æble til. 

Præcist klokken 9 ankommer toget på den enorme station med marmor overalt. Hun slæber sig med sin tunge rygsæk henad perronen, og lige foran indgangen til hovedbygningen falder Hun lige så tung, som Hun er. Ikke lang, men tung. Ingen kommer til hjælp i en fart. Så Hun kan vel ligeså godt rejse sig, med rygsækken dinglende til siden, så Hun lige er ved at falde igen. Hun scanner skroget for skader, og det ser ud til, at det ikke er gået så galt.

Og så er Hun træt. Hun har brug for en kop kaffe. Men KFC’s kaffemaskine er kaput, til gengæld har de internet, så Hun får kigget på kortet. Meget heldigt,  for Hun var nær gået den forkerte vej ud af stationen. Nej tak, kære taxamand, jeg klarer mig selv. Og sådan finder Hun vej til East House Hotel, som ikke har så meget at prale med. Men det er billigt, så det lever fint op til primitiv-kravet. 

Efter et bad går Hun ud i byen, og søger mod havet, som aldrig skuffer. Vinden blæser dejligt og varmt, solen skinner og mågerne… der er ingen måger? Meget mærkeligt. Der er faktisk ingen fugle. Hun går langs den polerede strandpromenade, en park givet til folket, 5 km lang, med alskens flot klippede træer og planter, blomster og buske og bygninger, som konkurrerer om at være den største, flotteste, højeste, blankeste, mest funklende. Baku ligner lidt arkitekternes legeplads, og det er ikke helt forkert. Næste dag finder Hun ud af, hvorfor det hænger sådan sammen.

Hun finder ind til den gamle bydel, og nyder at gå rundt i de smalle gader og smøger. Hun finder en fin lille restaurant, som serverer lokal mad. Det smager overraskende dejligt. Hvidt brød sparer de ikke på, Hun har aldrig fået så meget brød før.

Hun går videre og dumper pludselig ind i et gågade-mekka, de bredeste gader, marmor og flotte fliser overalt at gå på, der er kæmpe store butikker, restauranter, de dyreste kæder, ja, selv Pandora har en butik. Gågadeområdet er enormt, meget større end København, og det forbindes med små parker, legeområder, og en karrusel. Det ser så nyt ud alt sammen.

Hun går op gennem byen, tilbage til det snuskede hotel og får et par timer på ryggen. De sidste dage har slidt lidt på kadaveret, og det eneste, der hjælper er at ligge på langs. Men tålmodighed er ikke Hendes styrke, så Hun finder hurtigt ud af en ny rute, noget med at udforske lidt i den østligere del af byen. Oppe ad gaden, ca. 1500m borte, har Hun fået øje på en stor hvid bygning, og da Hun nærmer sig, genkender Hun det som Heydar Aliyev Centret, et gigantisk og fantastisk og arkitektonisk helt vildt bygningsværk, som indeholder forskellige museer og udstillinger. Det er tegnet af den nu afdøde …Hun går rundt om det, og glæder sig til at besøge det indvendigt i morgen. Hun betragter længe udstillingen udenfor af Reza Deghatis fotografier fra flere årtier. Og mens Hun går rundt om bygningen får Hun naturligvis også her øje på et levende brudepar og deres forvirrede fotograf. 

Videre går ruten hen mod en park, som Hun vil følge nordpå indtil Hun kan komme til en Metrostation for at købe metrokort. Det skal Hun nemlig bruge til at komme til lufthavnen næste dag. Og så kan det jo også bruges generelt. Men – park og park – det er jammerligt. I hvert fald den første del, som emmer af forladte restauranter. Og midt i sidder der på en af disse et stort antal mænd i skyggen og spiller backgammon og skak. Det er helt rodet og støvet og utiltalende. Men blot 100 meter senere, efter en parkeringsplads, kommer den smukke park med alskens statuer og træer i samme højde. Den tilhører det rige universitet, som ligger på toppen af bakken, lige ved siden af den moderne metrostation. For at købe metrokort må Hun ”veksle” sine 20 Manat til mindre ved at købe en kartoffelkage. Og der er noget om, at man i Azerbaijan spiser meget kød og især meget fedt. Den dryppede simpelthen af fedt, så meget, at den blev smidt i skraldespanden. 

Det er meget billigt at køre med offentlig transport i landet, en tur med metro (så langt man orker) koster 2 kroner. Og en tur med bussen koster under halvanden krone. Så skal man så bare lige regne ud, hvor man skal hen, og det kan være lidt besværligt, når man ikke forstår sproget. 

Nu har Hun planlagt nok for dagen, benene er trætte, de har flyttet hende 16 km i dag, Garmin siger over 20.000 skridt. 

Ankomst i går, afrejse i dag. Men Hun vil ud at se et gammelt ildtempel, som hedder Ateshgah. Afsted med metro til Koroglu station, og så bus 184. Hvor svært skal det være. Det fremgår så ikke, at bussen kører den modsatte vej, til modsatte endestation, men den flinke chauffør griner bare og siger, at Hun kan blive ombord. Sådan kører de tilbage til Koroglu, og derefter videre til Ateshgah. Det er endestationen i modsat retning, og chaufføren peger på en lille smøge, som fører til et jernbanespor med et par geder på græsjagt, og på den anden side kan Hun skimte indgangen til noget turistet. Det måtte være det. Og heldigt nok, så har de”åbent hus” lige netop i dag, så Hun går glad ind med en bunke Indere, som er kommet frem i en enorm turistbus. Historien omkring dette ildtempel er nemlig lidt tvetydig, og der nævnes både silkevejen, og tilbedelsesritualer for hinduister, sikher og følgere af Zarathustras læringer. Inderne larmer og griner og tager en milliard selfies, Hun tager et enkelt, hvor Hun får krigshat på. 

Næste og sidste stop i dag er tilbage til Heydar Aliyev centeret. Det er godt nok flot udenpå, men det er endnu flottere indvendigt. Alt er holdt i hvidt, og formerne er organiske og vekslende. Det er tydeligt, at den forhenværende, nu afdøde præsident Aliyev, var en populær præsident, en hel afdeling er smukt lavet for at fortælle hans historie. Derudover er der dukkemuseum (250 ufatteligt flotte dukker, siger Hun, der slet aldrig har leget med dukker), biludstilling, tæppe og tøj-udstilling, moderne malerier og kunst, udstilling over de vigtigste/største bygningsværker i Baku, Azerbaijan historisk udstilling etc etc. Og så er der en kæmpe flok hujende 10-årige drenge, som i deres fine blå uniformer øver deres engelsk på Hende; ”Hello, hello – ok – hello”. 

Den historiske udstilling, som fortæller om landet og dets udfordringer gennem tiden er tankevækkende. Og pludselig forstår Hun, hvorfor der potentielt kunne have været udfordringer med at komme ind i landet, på trods af visum, fordi Hun havde været i Armenien. Konflikten mellem de to lande har eksisteret i over 100 år, og det handler især om området Nagorno-Karabakh, som er en klat land på størrelse med Fyn. Det er indlemmet i Armenien, hovedsageligt befolket med mennesker af armensk afstamning, men det er officielt en del af Azerbaijan, selvom det kalder sig selv en uafhængig stat: Republikken Artsakh. Mange mennesker, både civile og soldater, er blevet dræbt i kampene i bjergene, og striden er fortsat et meget ømtåleligt emne. Hun er sikker på, at Armenerne har en ligeså grufuld side af historien, som den Hun bliver præsenteret for her til Azerbaijans fordel. Og på toppen af det hele har hele området været udsat for utallige krige gennem tiderne, især Iran og Rusland har krævet retten til landet frem og tilbage. Men i moderne tid har Azerbaijanerne trukket det længste strå, og da republikken blev selvstændig og med stort held begyndte professionelt og med udenlandske investorer at udnytte de store oliereserver, så kom der virkelig gang i økonomien. Så meget, at der bliver bygget og bygget, især højt og skinnende. Det er virkelig arkitekternes legeplads, og nogen er mere dygtige end andre. Og den gode økonomi har også betydet, at man i 2015 investerede i militær og oprustning med over 3 milliarder dollars, mere end hvad Armenien totalt brugte på nationalbudgettet. Det var en raslen med sablerne, som Armenien kunne forstå. Det er tydeligt, at konflikten er følsomt emne, for det handler om nationalitetsfølelse, hjemstavnsfølelse, sårede følelser, følelse af tab. Og derfor vil der nok aldrig helt komme fred mellem de to lande. 

Det er tid til at forlade den kaukasiske region. Et helt uforudsigeligt møde med spændende kulturer, fremmede farver og dufte, tydelige forskelle på livskvalitet, og også en forskel på de forskellige folks udseende. Hun har set de smukkeste kvindeøjne i Azerbaijan, store og sorte. Og Hun har set korsets tegn og de dybeste rynker i Georgien. Og Hun har set støv og drømmen om et bedre liv i de armenske øjne. Sproget har de ikke til fælles, men kultur og trosretninger og fattigdommens mange sprudlende farver giver et samlet indtryk af en region, som har oplevet omskiftelige tider i årtusinder. 

Georgien

Jo færre ting du ejer, jo mindre kan du miste. Men Hun er stadig i stand til at miste noget, ligesom de latterligt mange ting, hun tabte tværs over Australien. I dag var det børsten, og det var nær endt som en bad hairday, for købmanden havde ikke børster. Hun havde måske ledt det lille værelse igennem 14 gange, men måtte sige undskyld til sig selv, da hun endelig fandt den på bunden af den meget lille toilettaske. Det var så prisen for at have en meget lille usynlig børste med. 

En løbetur rundt i en park, og vagter og andre, der nysgerrigt kigger på. Løbere er ikke det, der er flest af i denne by. To grønklædte midaldrende kvinder gør rent og tømmer skraldespande, mens en høj myndig mand i civilt antræk kommer med kommentarer. Han er nok deres boss. Han laver i hvert fald ingenting overhovedet udover at give instruktioner og kritisere. Og parken er meget ren, der sidder ikke et græsstrå forkert og snart er skraldespandende også sølvskinnende rene og tomme, klar til deres næste plastic-rykind. 

Hun bliver glædeligt overrasket over, at Uber/Grab, eller hvad det nu hedder, også virker her. En af de søde unge ansatte på hostellet ringer efter en mercedes til Hende, 400 Dram til hovedbanen – det er ca. 6 kr. Med andre ord – billigere pr. km end i Malaysia. Også mad er billigere, bortset fra de importerede varer naturligvis. Der er mange gadesælgere med alt fra alskens lækre frugter og valnødder til solsikker, hindbær, jordbær. Og Hun tør ikke købe noget af det, rædselsslagen for at få kludder med maven. Kun det, der kan skrælles eller pilles eller koges eller er bagt ryger ned i halsen. Hun har faktisk seriøst overvejet at købe et par gigant-bleer – men tvivler på, at den oplevelse vil blive særligt hyggelig.

På stationen får Hun snedigt købt for resten af sine Dram – første prioritet et par læsebriller, altid godt at have i reserve. Anden prioritet forskellige drikkevarer og da der stadig er penge tilbage, så køber hun flere forskellige småkager, som Hun tænker, Hun kan dele ud til sine rejsefæller. 

Hun bliver anvist kupé nr. 15, og håber i første omgang, at Hun har den alene. Toget er gammelt og slidt, med orange røvballegardiner, kedelige gultbetrukne sæder uden rygstøtte, men også et lille bord, så Hun kan sidde ved vinduet med alle sine kager og en cola light og betragte det armenske landskab fare forbi. To unge russiske mænd gør Hende selskab, de snorker garanteret, og de skal helt sikkert drikke vodka hele vejen. Sjovt med fordomme, tænker Hun. Selv har Hun en Heineken i bagagen, som når at blive varm inden Hun giver sig selv lov til at drikke den. 

De triller indenfor den første time forbi Ararat bjerget i Tyrkiet – og slanger sig faktisk forbi den tyrkiske grænse i mange mange kilometer – og det forstår Hun ikke helt. Men det giver god mening, at togturen dermed er ca. 6 timer længere end en direkte køretur med bus. Det turde Hun så ikke efter en del skriveri om farlig – livsfarlig – kørsel ad de armenske veje. Og at køre med tog er jo så afslappende. Så Hun sætter sig til rette med en bog i øret, og indimellem virker endog wifi på toget, så Hun kan checke diverse spændende updates. Hun får også taget en lille lur inden de stopper før grænsen og skal checke pas. Heldigvis foregår alting ombord, og Hun får endda lov til at gå med til kupeen, sammen med sit pas. Jo, de ved nok, at vi er emsige med vore pas i Danmark. 

Langsomt trilles der mod Tbilisi, og nu, hvor der er mørkt er det knapt så spændende. Det er til gengæld Kløvedals sidste bog. Og Hun tænker på sin veninde Cathrine, som har været med. Og hun ærger sig blå og grøn over, at Hun ikke selv forsøgte at komme med på togt – men familie, job, karriere var i vejen – hele vejen. Nu er det for sent, den gode mand er ikke mere, men måske er der andre lige så spændende muligheder. Hun drømmer. 

Ankomst Tbilisi hovedbanegård kl. 1. med et venligt hint fra togpersonalet – ”five minutes, madam”. Og udenfor, belæsset med den lavendelfarvede, bliver hun sjanghajet af en taxachauffør, som kræver tre gange så meget som normalprisen for at køre hende de 2 km. Men – kl. et om natten er man lidt ligeglad, og det ved de godt. Og han er sød og vil gerne snakke, især om sine drømme, som desværre allerede er i datid. Money money, siger han, og mener dermed, at der er for lidt. 

Hotellet er bare en trappe opad, og en dør, der ikke er låst, ind til et fremragende lokale, faktisk lidt en balsal, og i den grad en opgradering fra sidst. Dobbeltseng og lækre rene håndklæder og sæber og en hængestol i flet. Hun bliver helt glad. Den dårlige omtale af stedet har intet på sig, og Hun føler sig igen som en prinsesse. En dyb og drømmefyldt søvn venter, afbrudt et par gange af gøende hunde på gaden.

Selv morgenmaden er ok, serveret oppe under tagryggen af en dværgagtig mørk kvinde. Der er dækket op til mange, men de er kun tre gæster. Kvinden er omhyggelig, proper er et dækkende udtryk, og alting er bedre end forventet. Selv kaffen er godkendt. Tænk engang, at neskaffe har fået os så afhængige af den smag, tænker Hun, og laver en tredje kop. 

Dagen er allerede halvgammel, og planen er at få købt togbilletten med det samme, være på forkant. Men først vil Hun gå sydpå og se lidt af den gamle by, gå langs floden, tage en gondol op i højden, se det hele lidt fra oven. Og solen skinner og synes godt om Hendes plan. Et eller andet sted er der en Metro, og med den længste nedfart på rulletrappe bliver Hun ført under flodniveau og kører med en proppet togvogn til hovedbanegården, hvor alting klapper i forhold til billet. De vil ikke engang se Hendes visum, det må vel være Hendes egen sag.

Et par stationer længere henne ad Metroen har Hun regnet ud vil være udgangspunkt for at gå det sidste stykke til cykeludlejningen, den eneste i Tbilisi, såvidt Hun har kunnet finde ud af. Den anden var lukket. Der er ikke så langt, kun 2,5 km, men der er godt nok højt, faktisk kommer Hun helt til at svede af de 20% stigninger på den short-cut, Hun har valgt. 

Georgien med hovedstaden Tbilisi på 1.2 millioner indbyggere er et gammelt land, der har boet mennesker i over 7000 år. Men mange fyrster og herskere har regeret landet, og det blev første gang forenet i det 8. århundrede som Georgien. Siden blev det så splittet op i små stater igen i det 15. århundrede, bl.a. også fordi mongolerne havde været forbi. De kæmpede sammen mod ottomanerne og iranerne, men måtte endelig se sig annekteret af det russiske rige i det 19. århundrede. En kort uafhængighed efter 1. verdenskrig fik brat ende, da sovjetrusland gjorde landet til en del af det transkaukasiske socialistiske føderative sovjetiske republik (sammen med Armenien og Azerbajan). Fra 1991 har landet været uafhængigt som republik. Selvsagt har der siden været mere eller mindre åben strid mellem Rusland og Georgien siden. Det mærker man dog ikke som almindelig turist, og i togene mødte jeg mest russere, ligesom toget mellem Tbilisi og Baku var fyldt med russere, personale såvel som rejsende. 

Hos cykeludlejeren har de ikke helt styr på, at Hun kommer, mekanikeren i butikken taler ikke engelsk, så efter fem minutter kommer han med sin telefon og beder Hende tale med chefen, der er et andet sted. Chefen har styr på sit engelsk, og Hun har styr på, at Hun vil leje en ordentlig 29’er mountainbike med hardtail og ekstra slange, pumpe og dækjern. Og at Hun har lange ben, så sadlen skal kunne sættes op. Han spørger, hvor Hun kommer fra, og da Hun siger Danmark, så forstår han det med de lange ben og griner. 

Hun holder vagt ved cykelbutikken i 15 minutter, mens mekanikeren henter cykel til hende. Den er flot og rød og Hun er helt glad indtil Hun løfter den. Kors. Den vejer nok 300kg, tænker Hun. Men, det er nok nærmere 18. Det har Hun ikke prøvet før, så det kan Hun sikkert godt. 

Passet bliver fotograferet, 300kr overdraget for 3 dages cykeludlejning inkl. Hjelm og alt, og lykkelig kaster Hun sig op på sit foretrukne medie, den tohjulede, og triller ned ad bakken og de 7 km tilbage til hotellet. Allerede her får Hun en forsmag på Georgisk trafikpli, eller mangel på samme. Der dyttes, og der holdes som regel ALDRIG tilbage. Det er godt at kende reglerne, for så kan man indordne sig, tænker Hun. Og har hjertet lidt oppe i halsen resten af vejen. 

Efter lidt sen frokost beslutter Hun sig for at prøve dyret af. Altså køre en planlagt rute rundt om en eller anden sø. Det ser så nemt ud på google maps, men i virkeligheden er Tbilisi en by i en dal ved en flod, og alle veje fører opad. Stejlt opad. På et tidspunkt kapitulerer Hun med sin tunge cykel og må faktisk trække flere hundrede meter. Godt ingen af vennerne ser Hende nu. 

Og da Hun på toppen vil køre gennem en lille nationalpark til søen, indser Hun at Georgierne har en helt anden tanke omkring parker end mange andre steder i verden. Stierne er bulede og skæve og ufremkommelige på grund af buske og tilgroning, og alting er brændt godt af. Hun finder til sidst en låge, der kan åbnes ud til en vej, hvor så den kaotiske trafik erstatter de rivende buske. Hun beslutter sig for, at Hun har prøvet værre, og at Hun bare må sørge for at være synlig. Det er Hun formentlig også, for bilerne dytter ad Hende, og nogen vinker ud ad vinduerne. Cykelstien er også kun ca. 10 cm bred, der er plads til forbedring. Men stædig som Hun er, så fortsætter Hun togtet rundt om søen, ikke romantisk nede ved søbredden, som Hun troede det ville blive, men oppe på den stærkt trafikkerede vej med livet som indsats. Sandeligt sjovt, som stædighed kan blive til et sværd, der skærer lianer og anden modstand ned på cykelstien. 

Aftenen er som så mange andre aftner i eget selskab. Hun nyder generelt ikke at gå på restaurant alene, i stedet besøger Hun en lokal vinbutik oppe ad gaden, og får her et par smagsprøver på georgisk vin. Hun ender med at købe en liter tappet vin på plastflaske. Overfor ligger der en ”Spar” og de er godt udstyret med forskellig slags mad, som Hun så glad og træt fortærer med et glas vin hængende i sin seng på sit rum, mens diverse sociale medier plinger. 

Det bliver morgen, og en fantastisk dag venter. Hun vil op i nationalparken på sin Mountainbike, har udset sig en rute, der i alt giver ca. 80 km, hvoraf de 40 er i nationalparken. Det ser bestemt ud til at være god vej, og det stykke, som går gennem parken er helt klart afmærket som vej. Det kan kun blive godt. Så Hun drager afsted gennem den sindssyge bytrafik og larm de første 12 km. Som med et trylleslag overtager stilheden pludselig. Nogen har trykket off på knappen, og hvor der før var mange biler er der nu INGEN biler mere. Og ingen cykler. Heller ingen mennesker, men det giver jo sig selv. Og her går den rimeligt smalle men helt fine vej kun opad, opad. Selv vegetationen skifter fra solbrændt og aftørrede buske til grønne træer og græs. Det føles som et nyt land. Og efter et par timer og en gryende tørst dukker pludselig en fin restaurant op i vejkanten. Helt ud af det blå. Kaffen smager herligt, og Hun husker at drikke en halv liter vand også – det eneste hun har lagt i rygsækken til morgen er lidt vand – ingen mad, for der kommer helt sikkert vejcafeer. Det skal Hun senere fortryde. 

Hun drejer fra ”hovedvejen” – og det bliver straks til dobbeltsporet grusvej. Sådan en, man helst ikke tager sin bil ind på. Faktisk slet ikke, da der begynder at komme kæmpe huller i vejen. Hun kæmper sig fremad med smil på læben, og nynner en sang. For det meste er Hun i allersidste gear, det er stejlt og stenene ruller, så det er om at holde sig koncentreret. Pludselig kommer der et par hunde ræsende fra et hus inde til venstre. De gør, nej, de glammer! Og de kredser rundt om cyklen, og Hun finder pludselig sit eget ekstra gear, og sparker pedaler så hårdt, Hun kan for at komme væk. Hundene følger kun med et par hundrede meter. Gud-ske-tak-og-lov, Hun er ekstremt bange for fremmede hunde, for at blive bidt og få rabies. Og lige da pulsen er faldet ned til nogenlunde holdbart niveau kommer der et sæt hunde mere. Denne gang er de endnu mere aggressive, og Hun tramper så hårdt og hurtigt Hun kan, men stærkt går det ikke. Pulsen raser afsted, adrenalinet pumper, hjertet er ved at hoppe ud af kroppen. Hvad hvis Hun bliver bidt, skal Hun så vende om og trille nedad bakke og forbi det første sæt hunde, som nok bliver endnu mere aggressive, nu de kan lugte blod? Hvad med den vaccination, som Hun har glemt at få? Er der overhovedet mennesker i nærheden? Eller er de nærmeste på restauranten 10 km væk?  Det er angst i højeste potens. Hundene følger hende agressivt endnu et par hundrede meter, derefter giver også de  op. Og da Hun igen kan trække vejret nogenlunde, og føler sig sikker på, at Hun er langt væk nok fra dem nu, så stopper Hun op og overvejer livet for en lille stund. Kommer der flere? Det kan Hun næsten ikke klare. Men Hun tør heller ikke vende om igen. Det er et dilemma, og angsten for at møde dem igen vinder, så Hun fortsætter opad. 

Det er utroligt, som det kan blive ved at gå opad. Hun har ingen pejling på, hvor højt Hun skal. Hun navigerer ene og alene med sin off-line telefon, som akkurat viser position på kortet, men ikke andet. Hun ser foran sig en bom med et skilt, men Hun mærker også pludselig, at der er noget galt med styringen af cyklen. Hun kigger ned, kan genkende følelsen af punktering. Men det er jo intet problem, Hun har heldigvis både slange, pumpe og dækjern med, og bryster sig lidt over sin forberedthed. 

Der bliver hurtigt skiftet slange, det tager godt nok lidt tid at pumpe luft i, men det går. Så Hun cykler glad og fro videre – 10 meter. Så er Hun flad igen. Det er nok næsten dagens dårligste nyhed. For nu har Hun ikke flere slanger, og ligegyldigt hvor meget Hun pumper, så kommer der ikke tryk på dækket. F..k. 

Der er helt sikkert meget langt hjem. Og det går formentlig ret meget ned ad bakke. Men cykle kan Hun jo ikke, for det glider og smatter rundt og er ret farligt. ”Nu har jeg nået toppen mor, hvad fa’en sku jeg egentlig her.” Der er kun et at gøre, og en vej, og det er fremad. Ned ad bakke, ned mod en landsby, som ligger ca. 8 km nede ad bakken. Hun trimler rundt i de dårlige veje, og minder sig selv om at passe på sine fødder og ben. Hvis Hun falder her, så bliver Hun aldrig fundet, det er Hun helt sikker på. 

Udsigten er vidunderlig, Hun husker sig selv på at få taget et par fotos, nu Hun er her. Og så trækker Hun videre, nedad gennem mudrede huller og dybe tracks. Det er ret smukt her, faktisk. Og det er jo meget godt at få lidt forskellig slags motion. 

Efter 4 km kommer Hun pludselig til en åbning, hvor der er asfalt. Og biler. Og en minibus. Og mennesker. Det er jo vildt nok. Der er åbenbart et kloster her, som nogen tager op og besøger, men det rager Hende en yndig høstblomst, for nu går missionen ind at få sig et lift tilbage mod Tbilisi. Men mændene taler intet engelsk, det eneste, de forstår er hendes ”Kaput”, når Hun peger på cyklen. Det må være et internationalt ord, kaput. Måske vil de gerne hjælpe, men det er ikke helt op til dem. Chaufføren på minibussen peger mod klosteret, hvorfra et hold grinende kvinder og børn kommer trimlende. En af dem må da kunne tale lidt engelsk, tænker Hun. Og ja, en lille smule, gør en af dem. Mens hendes søn beundrer cykelhjelmen. De taler sammen – alle disse glade kvinder – og hun siger, at de lige skal op og se et andet lille sted, det tager en halv time, men så må Hun gerne komme med med sin cykel, ned til landsbyen 4 km væk. Og der kan Hun sikkert få et lift. Hun er en stor taknemmelighed, især da kvinderne efter lidt konfereren beslutter sig for at droppe det sidste besøg og køre nedad. Klokken er efterhånden 14, så der er tid nok, tænker Hun. 

Kvinder, børn, cykel bliver læsset, og alle sludrer og griner og hygger sig med hinanden. Hun føler sig så heldig. De kører ned gennem den jammerlige landsby, hvor vejen, husene, alting ser ud til at være i en trist tilstand. Men menneskerne ler og er imødekommende, selvom de intet fælles sprog har udover fakter og smil og ”kaput”. 

Hun bliver sat af på et såkaldt holdested, hvor Hun bliver lovet at Hun for 1,50 lari kan blive kørt ned mod Tbilisi. Det er jo helt fantastisk. Og så hygger Hun sig med de ældre mænd, der sidder ved holdestedet, formentlig bare fordi det er deres samlingssted i skyggen. En kommer forbi med en pose grønne vindruer, og da Hun ikke har spist siden morgenmaden, så sluger Hun dem grådigt og lykkeligt, uden at tænke på, om det kan give mavebesvær. Djaco griner til hende, og spørger hvor gammel Hun er. 54, siger Hun. Så er vi lige gamle, viser han med tegn, og Hun tænker, at livet må være hårdt her, så mange rynker og alderstegn han har. 

Bussen kommer efter en halv time, fyldt med de unge, som vil væk. Hun får en plads, sammen med cyklen, der bakses ind ved forsædet. Chaufføren har behørigt slænget sikkerhedsselen over maven, men den er ikke sat fast. Og så går det ellers med højest mulige fart nedad bakke, ud på den store vej med kurs mod Tbilisi. Hun er igen lykkelig, og håber, at Hun kommer tæt på en metro eller bare tæt på. Faktisk regner Hun lidt på solnedgangstid, og hvis Hun bare kommer indenfor 15 km afstand, så klarer Hun det. Det er dog bedre end de 45. Af en eller anden grund bliver Hun pludselig sat af, hvor der stadig er omkring 17 km til byen. Chaufførens fingre peger på det modsatte gadehjørne, som er fyldt med værksteder og biler og beskidte mænd. Hun går forvirret derover, det er tilsyneladende ikke et stoppested. Han har nok bare læsset Hende af, tænker Hun, og helt fair, Han ville ikke engang have sine 1,50 lari for turen. 

Mændende i værkstederne kigger nysgerrigt på Hende. En midaldrende blond kvinde med en rød cykel, cykelbukser og blodige ben. Det er nok ikke noget de ser hver dag. For at være fair, så har Hun faktisk ikke set en eneste cykel, siden Hun ankom. Ikke en. Hun kigger lidt forvirret rundt, får øjenkontakt med et par mænd i værkstedet – ingen taler engelsk – Hun kan kun sige ”Tbilisi – transport”. En af dem får magisk overtalt (beordret nærmere) en yngre mand i mercedes til at køre hende, og med ordre om at sætte Hende af på en Metrostation. Yes, thank you, siger Hun flere gange. Det vil trods alt være nogenlunde tæt på hotellet, selv hvis ikke de vil tage cyklen med på toget. Det er lige før, at Hun bare vil gå herfra, men Hun er træt og taknemmelig for et lift. Han taler ikke et ord engelsk, og heller ikke nogen af de andre sprog, Hun kan. Men han er snedig, for han ringer til sin ven, som kan engelsk, og så får Hun vennen i røret og forklarer, hvor Hun skal hen. Denne siger så, at de har tænkt, at de vil køre hende til et sted, hvor cyklen kan blive repareret. Ok – fint – det eneste Hun har brug for er en ny slange eller lappesæt. Men det kan han heller ikke forstå. Så Hun ser, hvad der sker – og de næste 3 værksteder kan ikke hjælpe med ”kaput” – de tror, at der bare skal luft i, men ved eget øjesyn fatter de endelig, at de heller ikke har reservedele til operationen. Hun takker mange gange, tilbyder at betale, som før – men ingen vil have Hendes penge. Det får Hende til at smile – og sige tak igen, og så samler Hun sin cykel og begynder at trække den de ca. 6 km, som Hun har regnet ud, der er tilbage. Ad skræmmende smalle fortover og ud på vejene med sindssyg trafik, som ikke ser hverken cykel eller hende, som om Hun er usynlig. Det er nok fordi, at ingen i hele byen har set sådan et underligt syn.

Hun når glad og mat og klistret tilbage til sit hotel, og mens Hun spiser en anden ret fra ”Spar” vælter taknemmeligheden igen ind over Hende. Taknemmelighed over at være i live, over at få lov til at opleve, og især over at opleve al denne ægte gavmildhed fra helt fremmede mennesker, som intet vil have til gengæld. Det er stort. Og så tænker Hun, at når man besøger et nyt land som turist og gerne vil vide lidt om kulturen og dets folk, så kan man f.eks. forberede sig ved at læse om det og dets kultur i lonely planet bog, eller google sig frem. Hvis man er lidt doven, så kan man nøjes med at punktere. 

Sidste dag i Tbilisi. Det er egentlig rejsedag, og på den måde falder der aldrig helt ro over sjælen. Alt skal jo times i forhold til afrejse, også selvom den først er k. 2030. Hun kan jo ikke sidde fast på et bjerg, eller ude i en landsby uden offentlig transport. Det gjorde Hun i går, og det gik jo så fint. I dag skal cyklen afleveres igen, flad som fanden, og da hverken bus eller metro er indstillet på at tage det røde uhyre med, så må Hun trække. Alle 8 km – opad bakke. Man kan også lære meget om et lands cykelforhold ved at tælle antallet af cykelbutikker. Tbilisi = 2. Hun kunne ikke lige finde den anden, så denne på toppen af en bakke blev valgt. Varmen svider hjernen tør, fødderne hader Hende mere end Hun anede, men som altid, så er det jo en del af dagens motion, og derfor helt fantastisk. 

Uden mange ord bliver cyklen stillet og Hun trasker ned ad bjerget igen, fast besluttet på at få lidt fart på, så Hun kan nå endnu en lidt turistet destination; Mtskheta. Det er enkelt, ned til en Metro, skifte på hovedbanen til en anden Metro, og så til Didube, hvor Hun lidt forvirret løber rundt og siger Kazbegi. Hun aner ikke hvad ordet betyder, men da Hun finder kassen, så passer det godt nok, prisen for bus til Mtskheta koster 1 lari. 2kr. 30 øre. Den er proppet godt, folk står op. Det er livsfarligt, for der køres ret vildt i Tbilisi. Og meget underligt har Hun også lagt mærke til, at det variere, hvor rattet i bilen sidder, nogen gange til højre, nogen gange til venstre. Gad vide hvorfor? 

Vel ankommet i den lille turistede by ved floden med katedral og omgivet af høje bjerge til alle sider trisser Hun lidt rundt. Hun vil forkæle sig selv med en frokost, og helst ved floden, hvis muligt. Som ønsket dukker et lille skilt op, som viser ned til cafe Ada ved floden. Her viser det sig, at 3 kvinder er gået sammen om at skabe en cafe som en del af deres pension. Og de ikke georgiere, de er tyrkere. En af dem spørger i forbifarten, hvor Hun er fra. Danmark, siger Hun. ”Ahh, I can see that on your face.” og så laver hun en meget rund cirkel med sine fingre omkring sit ansigt. Hun ved ikke helt, om Hun skal blive fornærmet, men vælger at smile lidt af denne generalisering. 

Hun spiser et fantastisk måltid lige på floden med udsigt og en blå Kingfisher, der flittigt dykker ned og fanger små fisk. Den ene kvinde kommer hen og de begynder at snakke lidt, kvinden taler godt engelsk og begynder at fortælle lidt af sin historie omkring cafeen. Hun har ingen familie, fordi hun har passet på sin alzheimer-ramte mor hele livet. For to år siden, da moren døde, sagde hun op i banken og solgte alt/gav det væk, og købte så dette hus i Mtskheta ved floden for at give en gammel drøm liv. To af hendes veninder fulgte med og de tre driver således cafe halvdelen af året her. Hun er også ivrig fotograf, og deltager i konkurrencer. De taler også om Tyskland, og krigen, og hun sammenligner Hitler med Erdogan. Manipulatorer findes overalt, siger hun, og de får hjælp af deres propagandafolk.

Hendes historie går i hjertet, og Hun tror, at der var en mening med, at Hun lige skulle finde ned til denne cafe. De bliver enige om at holde kontakt, og Hun bliver straks inviteret til Izmir henover vinteren. Så meget liv og gejst og glæde, det fylder godt i hjertepungen hele vejen tilbage til Tbilisi. Ved metrostationen finder Hun både en H&M og en Jysk. Ære være hans minde. Gåturen hjem bliver længere end beregnet, men det er et dejligt farvel til en smuk gammel by, venlige mennesker og farver og dufte. Bestemt et besøg værd igen!

Yerevan

Alderen tynger. Især, når man ikke får mere end 3 timers søvn. Et sent ankommende fly, landing kl. 4 om morgenen, ekstraordinært lang kø i paskontrol. Da Hun endelig kommer ud i ankomsthallen med sin lavendelrygsæk og trætte øjne, står der en meget mørkøjet mand med hendes navn på et skilt. Hun peger på det, og peger på sig selv – det må jo være mig, tænker Hun. Smart at være den eneste, der hedder det i hele verden. 

Da hun uden at have vekslet et eneste ord går med ham hen til bilen, på den parkeringsplads, der er allerlængst væk, så overvejer Hun indtil flere gange, hvad fanden Hun har gang i. Han kunne jo være en alvorsmand, med alvorslyster til alvorligt at skade Hende? Så finder Hun sin hjerne igen, hvordan i alverden kan det være andre end ham, der er bestilt til at bringe Hende til hotellet? Og stadig uden et ord mellem dem fragter den lækre læderbil dem ind til centrum af byen, og ind i det, der ligner en baggård. Her starter tankerne igen, men det er blot den nemmeste indgang til hotellet… rettelse … vandrehjemmet, hvor Hun har bestilt privat værelse. Udvælgelseskriteriet var 1. privat værelse, 2. pris, 3 centrum, 4. pris 5. morgenmad. Og Hun får lov til at gå direkte i seng, uden at betale (hvilket også viser sig at have været umuligt, da de kun tager kontanter.

Det lille værelse er lige akkurat så bredt som en 160 seng, og lige lidt længere, så der er et lille bord og en stol også. Intet vindue, så det er dejligt mørkt, tænker Hun. Sove, jeg vil bare sove, tænker Hun. Smider sine ting, får børstet tænder og med ørepropperne i lægger Hun sig forventningsfuldt i sengen og glæder sig til søvnen. Dum-di-dum… halvanden time senere begynder Hun at skælde ud på sig selv over, at Hun ikke kan falde i søvn… som om det hjælper.

Vækkeuret vrisser olmt lige inden, der ikke er morgenmad mere. Det skal Hun jo have med, når der nu er betalt for det. Hun glæder sig – morgenmaden er bare det bedste måltid på hele døgnet. 

Hun går ud i receptionen/baren/restauranten (plads til 6 personer) og den smilende kvinde bag baren gør klar til at øse op til hende. Ja, rigtigt, øse op. Det viser sig at være et par gode store skefulde kartoffelmos med et par skiver tomat, agurk og ost og en ubestemmeligt meget hvid bolle. Sådan. ”Vil du have kaffe eller te?” Kaffe tak. Og ind kommer den mindste kop, Hun har set længe, det svarer til ca 5% af Hendes daglige forbrug. Og ja, der skal sukker i. For det er hyggeligt, og der er ikke meget hygge over hendes morgenmadstallerken. 

Hun kæmper sig gennem kartoffelmosen, et eller andet sted taknemmelig over at det mætter. Også den salte og fede ost ryger ned sammen med det hvide brød, og Hun vælger at stole på at tomaterne ikke giver løbemave. Man kan aldrig vide.  Da Hun har drukket så meget af kaffen, som Hun kan, er der stadig ca. 1 cm bundfald tilbage. Det er ikke muligt at drikke, og Hun kigger nysgerrigt på konsistensen af massen, som nødigt lader sig flytte rundt i bunden af koppen. Tak for kaff’. 

Faktisk forsøger Hun at få en lille lur efter morgenmaden, hvilken doven luksus, når man nu er gæst i et usædvanligt land. Men Hun kan ikke overskue dagens vandringer, medmindre Hun i hvert fald har forsøgt. Ørepropper, en pude over hovedet (som Hun har lært af sin ex) og så tælle baglæns til 97. En halv time bliver det til, så gør tarmene oprør. Og man skal trods alt i Hendes fremskredne alder være glad for at maskinrummet virker. 

Gaderne kalder, og Hun finder det, der på GoogleMap ser ud til at være den korteste vej. Det viser sig så også at være den absolut grimmeste vej. Men det gør ikke noget, Hun har altid foretrukket at gå udenom de mest pyntede turistattraktioner. Og på denne vej møder Hun ikke bare en gammel tank på fortovet, men også et køleskab, som nogen må have tabt ud af bilen sammen med al deres plastikaffald. Og her bag skinneanlægget finder Hun også et meget lokalt marked, hvor det meste koster mindre end ingenting. Hun leder lidt efter indgangen til stationen, og finder den til sidst som en underjordisk passage forbi Metrostationen. 

Inde på stationen står Hun i kø – den forkerte, og bliver gelejdet over til den rigtige, hvor en vigtig kvinde sidder bag sin glasplade og taler meget langsomt engelsk. Du vil virkelig til Tbilisi i morgen kl. 1530 – altså d. 22. – og hvilken klasse – og er du klar over, at du ankommer kl. 0030? Ja og ja og ja. Tak, det bliver 12700. Og nej, vi tager ikke kort. Damn.. nå, men godt at Hun har taget dollars med, som Hun går ned i undergrunden og veksler. Hun har helt mistet overblikket over vekslekurser og håber blot, at der er nok. Tilbage i billethallen – som i øvrigt er en balsal med plads til et større regiment – vinker den flinke mand Hende hen til den anden billetluge. Hele spørgeprocessen gentages, men Han virker som om han har overhørt den første samtale, for det glider lidt nemmere. Tusindvis af Dram ryger ind gennem den lille sprække, sammen med passet. Og tilbage kommer en billet, hvor han med et skævt smil forklarer, hvor Hun skal sidde, hvilken klasse, og i underste køje. Tak, siger Hun. Og han svarer ”velkommen til Armenien”. En meget venlig mand, som Hun helt får lyst til at fotografere, men det er nok lige at strække den.

Ruten tilbage til det ydmyge hostel går via hovedgaden denne gang. Det er begyndt at blive varmt, som meget varmt. Hun er sulten, og går ind forbi en lille købmand og får købt sig et stort stykke brød og en flaske vand. Nøjsomhed er en kunst – i hvertfald er det en kunst at lære at elske den. 

Der er flere ting på programmet i dag – de nye ret så grimme lavendelsandaler skal gåes til, og indtil videre går det godt. Hun sætter kursen mod den blå moske, som heldigvis ligger lige om hjørnet. Indenfor porten stopper en emsig kustode Hende, og peger på skiltet, som anviser beklædning. Hun har shorts på, og t-shirt – men det gør tilsyneladende ikke noget. Det handler om håret. Han har tørklæder til låns, men Hun har selv forberedt sig og hiver et meget varmt tørklæde op af rygsækken. Det er en første gang, tænker Hun, og føler sig helt turistagtig. 

Denne beskedne, historiske moske i Yerevan blev oprindeligt bygget i 1700-tallet. Den kaldes den blå moske, fordi blå er den dominerende farve, der findes ved indgangen og på fliserne. Selvom det aldrig var beregnet til at være en luksuriøs eller overdådig moske, da den aldrig kunne konkurrere med moskeerne i Istanbul eller Teheran, er det ikke desto mindre en smuk bygning.

Byggeriet til den blå moske begyndte i det 18. århundrede under den persiske regeringstid over Armenien. Moskeen blev modelleret efter persiske moskeer, og den følger traditionerne i den twelver-shiitiske gren af ​​islam. Den oprindelige blå moske i Yerevan omfattede over 70.000 kvadratmeter med præmiejord samt en teologisk skole, indre gårdhave og mødesaler. 

Tiden under sovjetregeringen var hård mod muslimske trossamfund. Sovjetunionen havde meget strenge sekulære politikker. Dette betød, at mange religiøse institutioner og bygninger måtte ophøre med religiøse ceremonier og arbejde. Dette gik også ud til den blå moske. Under det sovjetiske styre husede den blå moske museet for byen Yerevan. Det er vel den vigtigste grund til, at det ikke havde den samme skæbne som de andre moskeer i Yerevan. I 1931 blev religiøse ceremonier ikke længere tilladt, og alle de andre moskeer måtte forlades eller nedrives.

I øjeblikket er det den eneste resterende moske i Armenien.

Ude i gaderne igen finder Hun en park, som hedder 2800 fejring. Det lyder interessant, og det viser sig, at byen Yerevan har eksisteret historisk længere tid end selv Rom. Yerevan, også stavet Erevan, Erivan eller Jerevan, er hovedstad i Armenien. Byen ligger ved floden Hrazdan, 23 km fra den tyrkiske grænse. Selvom Yerevan først blev historisk optegnet i 607 e.Kr., dateres af arkæologiske beviser til en bosættelse på stedet i 6. – 3. årtusind fvt og derefter til fæstningen Yerbuni i 783 fvt. Fra det 6. århundrede fvt var det en del af det armenske rige.

Byen udviklede sig som et vigtigt fokus på handel og har haft en lang historie med belejring og storm. På forskellige tidspunkter kom det under romerne (et ødelagt fæstningsrester), parthianere, arabere, mongoler, tyrkere, persere, georgiere og russere. I 1582 faldt det til tyrkerne, i 1604 for perserne, og til sidst i 1827 for russerne. I 1920 blev Yerevan hovedstad i den uafhængige armenske republik. Det forblev hovedstad i perioderne med sovjetisk styre og fornyet uafhængighed.

En af de helt store attraktioner ud over den blå moske er den lokale Stairway to Heaven, som ligger i Cascade kunstcentrum. Et imponerende bygningsværk med 572 trappetrin til toppen + lidt ekstra, hvis man vil helt op til monumentet øverst oppe. Det vil Hun selvfølgelig, for deroppe skulle også ligge et Charles Aznavour museum, som Hun gerne vil besøge. Det er desværre lukket med et stort ”Til salg”-skilt hængende på lågen. Hvilken bygning, og hvor synd, at det ikke kan fungere som museum. 

En ung fyr passerer hende flere gange løbende op og ned af alle trinene, og Hun får dårlig samvittighed, for Hun får ingen motion i dag ud over de ca. 22.000 skridt, som dagens vandring samlet giver. Men Hun undskylder sig med, at det er fridag i dag. 

Undervejs hjemover mod hostellet hører Hun pludselig glad og skinger musik fra den anden side af den befærdede vej. Hun når lige over, og ser så et fantastisk brudefølge, med utallige fotografer og hele den pukkelryggede i en lang stime bag parret. Bruden har lige akkurat en så fantastisk svulmende og glitrende kjole på, som Hun har set i mangen et vindue. Og mon ikke de skal hjem og have ”bridge-cake” – Hun smiler lidt over stavefejlen. Tænk, at brudeparret sådan selv vandrer rundt midt i de trafikkerede gader, hjemme var det foregået i limo eller noget andet med hjul. Ikke som en procession, der skal holde tilbage for rød mand! 

En herlig dag er ved at tage sin afslutning. Hun går endnu engang til den lille købmand, for Hun vil smage en lokal øl. Og ude på gaden sidder en tandløs kone og sælger fisk. Både ”friske” og et par røgede. Fluerne summer livligt rundt om kasserne, og konen får forklaret med fem fingre, at en røget fisk koster lige præcist 500. Dvs. ca. 7 kr. Med lidt ost og groft brød og en dåse syltede grøntsager lyder det som en fest. 

Resten af dagen er doven. En god serie på hbo og tidligt i seng. Livet er skønt.

Pippi

Den grå rygsæk matcher de nye sandaler, grå med lavendel-trim. Det er ikke med vilje, faktisk får Hun først øje på det, da hun tager et foto af rygsækken lænet op ad busholdestedet. Checket, tænker Hun, i glad forventning om, at nogen får øje på det. Og hvis de gør, så vil hun straks sige, at det var med vilje.  Måske får Hun slet ikke brug for de sandaler, måske er det hundekoldt, der hvor hun skal hen.

Det er en af den slags rejser, der er forberedt halvt. Både fordi halvdelen er pakketur, hvor andre bestemmer hvor, hvordan, og hvilken mad. Men også fordi Hun lige nu bænket til en opladerstation i lufthavnen overvejer, hvor motiveret Hun egentlig er. Hvilken højde kan Hun svinge denne oplevelse op til i dette øjeblik? 6 ud af 10, bliver svaret. Ikke meget over middel. Og her taler vi om en rejse til eksotiske lande, en rejse, som mange bare drømmer om, og kun ganske få får muligheden for at tage af sted på. 10 gamle sovjetlande på 30 dage. Lidt forhastet, måske, og især formentlig bidragende til en voksende følelse af rodløshed. 

”Hvordan finder jeg balance i det?” spørger Hun en endnu mere omfarende veninde. Hun må jo vide, hvad der skal til. Og denne kigger kærligt på hende med hovedet på skrå, signalerer, at hun forstår.

”Du må finde roen i dig selv.” 

Ja tak, det er det nemme svar på det vanskelige at gøre. Det er jo netop den manglende ro, der har skubbet Hende ud i en lind strøm af oplevelses- og rejseplaner. Og når Hun har søgt den ro i sin stue, i sin seng, i sin have, så har cellernes bevægelseskrav hele tiden banket på. ”Tag nu og GØR noget, slå græsset, klip træer ned, støvsug, sæt dig på cyklen og FULL GAS i flere timer.” Og frem for alt ingen indre kærlig stemme, der siger ”Slap af, nyd det, du har fortjent det.” 

Er det Hende, eller er det tiden, der ryster? Nej, tiden kan det ikke være, den har ingen vilje, og er kun den valuta vi alle bruger af, nogen mere heldigt end andre. Men – er det et almindeligt fænomen? Når Hun hører andre svælge på de sociale medier, så har ca. 80% meget travlt, altid i gang med nye projekter, her er min sidste strava-sektion, min nye sofa, se vores ferie, kaos på jobbet, eller nyt job og nye muligheder, hunden har født … eller var det datteren? Der bygges til og om og flyttes og rejses og laves mad og tabes kilo. De har meget travlt. Sjældent ser Hun et opslag med en, der dovner med vilje i sin sofa – med mindre det er noget velfortjent efter en stor udfordring fysisk eller mentalt. Jo, der er dem, der viser strandbilleder fra en hængekøje, men de har jo også haft travlt med at spare op til drømmerejsen. Og er det sandt, at de har travlt? Alt for travlt til at ses, snakke, lave simple kærlige ting sammen? Sidder Hun ikke i sandhed selv ofte passivt foran sit enorme TV med en mere eller mindre ligegyldig serie eller film foran sig, drikkende et glas (velfortjent) hvidvin eller rose (for det er det hotte lige nu) mens timerne går støt fremad mod acceptabel sengetid? Og kunne Hun ikke i den tid have diskuteret politik og hverdag med sin nabo, eller holdt om en anden og kysset ham i knæ, eller drukket te med en veninde, som lige netop også har brug for den direkte øjenkontakt? 

Hun beslutter sig skuttende for at kalde det aktiv restitution, et begreb hentet fra sportsverdenen, og som tydeligt signalerer, at man har travlt og ikke vil forstyrres, for så ødelægges restitutionens nærende proces, så man risikerer at blive stresset. Fair nok, fine ord. Lad mig nu bare være alene, siger ordene. Vi har brug for balancen mellem relationelle udfordringer og ensomt selvsamvær(d). Og når uroen kalder, så kan det glas rose eller hvidvin – og i særligt festlige tilfælde – en Gin Tonic – mane cellerne til en følt fortjent ro. 

Et par timer senere sidder Hun i en lounge i Warszawa, og kan ikke finde ud af at stave til det. Nok mest, fordi Hun i al hast har drukket et par glas champagne, og Hun sidder nu og spiser dårlige chokoladebarer, som intet konstruktivt bidrager til cellerestitution. Måske giver de dog en lille Pippi-giver-fanden-i-fornuften-glæde, og det er slet ikke så dumt endda engang imellem. Hun vil se fremad mod den truende rejsehorisont med mod og forventning om, at det i det mindste bliver nyt alt sammen. Måske ikke lykkeligt (dertil mangles livsbevidneren) men dog relativt fantastisk alligevel. Og veninden derhjemme er klar til en lytter, så Hun sender hende en kyssende tanke. Lykken er ikke det værste Hun har, og om lidt er hjertet klar.

I dag har Hun i øvrigt øvet sig i at finde lidt ro i et flysæde. Og mindet sig selv om, at Hun har valgt det selv, og at Hun kan vælge at få det bedste ud af det hele. Som Kløvedal får det bedste ud af alle sine morgener på jorden, og sine kvinder.

Kære Mand

Endnu engang kaster hun snøren ud og haler ind – kaffedate. I morgen?  Tindermanden dukker op i et tilfældigt swipe til højre. – Hi sailor, where are you? spørger han, og fortsætter: Jeg er på Langkawi i min jordomsejler. Hendes hjerne lyser op i regnbuefarver. Det må være skæbne, her er hun på vej på sin cykel til Langkawi, ankommer næste dag, og så er HAN lige der. Manden med båden. – Jeg kommer til Langkawi imorgen, svarer hun. – Har du lyst til en kaffe eller et glas vin, spørger han. For hvert tråd blev drømmen dybere, tanken om en skæbne så vild. Og varmen får hjernen til at koge endnu mere. Den lange stegende hede cykeltur med obligatorisk punktering og storgrinende tilskuere, fatamorgana på ophedet asfalt. Jeg er der i morgen, siger hun. Uden direkte at svare på invitationen. Lidt forsigtig, lidt stolt. Og samtalen bliver pludselig meget spændende, nærgående, indgående – meget bliver vendt og drejet på skærmen, fra de praktiske til de personlige og pinligt ærlige emner. Tæt på noget sensuelt og intimt, men aldrig over grænsen. Han virker som en gentleman, midt i al lækkerheden. Fotos sendes ud i cyberspace og ind i deres øjne. Krop, ansigt, smil, øjne, fedtprocent – alt i alt en lækker buffet. Hun falder i søvn med opadvendte mundvige og champagne i hjertet.

Kilometer forsvinder bag hende – i dag vil han stå foran hende. Lige om lidt. Efter en times færgeoverfart. Hun har satset på en meget tidlig overfart – og skuffelsen er stor, da billetdamen fortæller, at den første færge er 2 timer senere, og derefter vil tage 3 timer. En rusten bilfærge. – Men – det kan jo ikke passe – hun har undersøgt afgangene. – Nej, der er ingen andre muligheder, siger damen nøgternt i den smalle sprække. Skuffelse og slap muskulatur. Nu var det lige så perfekt. Og hun havde altid styr på det. Hun betaler og kører ombord, og må indse, at Malaysisk offentlig transport bare er ligeså utilregnelig, som de siger. Lige til det øjeblik hun står på dækket og ser den hurtige færge planmæssigt forlade kajen overfor – spruttende afsted, med et strejf af spot i kølvandet. Hvor er den søde skæbne nu, tænker hun? Måske er det meningen, at hun skal bygge forventning endnu mere op, under endnu dybere dialog, mens hun sidder på dækket i skyggen og vinden og kigger frem mod kærlighedsøen. Ja, det MÅ være meningen, og hun skal være tålmodig. Og glæde sig. Det er sikkert også meningen, at hun skal miste al dataforbindelse, så hun til sidst kun har en podcast med den korte radioavis. Og en udsigt. Og en tandløs kaptajn og hans førstestyrmand, som gerne vil sælge hende en chrysantemum-the, mens de griner af denne rynkede kvinde i tætsiddende lycra.

Øens skønhed udefra og ind, den smukke sejlads mellem øerne. Det bliver så godt, tænker hun. Er der ikke lige rigeligt bakker? Det gør ingenting, hun får måske alt muligt andet at lave end at cykle øen rundt. Men hov – færgen sejler jo forbi havnen, hvor han venter? Hun spørger et par passagerer. De forstår ikke engelsk. Hun spørger en gast. Han peger bare fremad mod land i det fjerne. Og et øjeblik går hun helt i stå. Hvor på øen ender hun nu? Og ikke mindst er det jo ensbetydende med mange flere kilometer end planen. Og værre – hun vil ikke kunne overholde den foreløbige aftale. Og heller ikke kunne kommunikere, for der er stadig ingen dækning med hendes telefon. En kvinde uden kontrol. Og dem som kender hende ved, at det er en uvelkommen følelse. Faktisk helt ubehagelig. 

Endelig landfast igen gør hun, hvad hun kan for at komme hurtigt frem til sit hotel. Fødder og lår skriger af smerte, og sveden perler ud af alle porer. Hotellet har wifi. Endelig kontakt med manden igen. – No worries, siger han. – Jeg tager lige en tur i træningscenteret, så mødes vi bagefter. Og hun får en blændende ide – hvad med at mødes og få lidt fodmassage – sidde ved siden af hinanden og snakke, mens de stakkels fødder og ben får kærlig behandling? Nej – det magter han ikke, der er så frygteligt mange prostituerede i den branche. Hun overvejer ikke at tænke på, hvorfra han lige har den erfaring. Hendes hjerne steger stadig, og han vil jo nok bare være helt alene sammen med hende. Så dejligt.  – Ok, jeg sætter mig på Restaurant Kauboi og venter på dig, siger hun. – Jeg finder dig, jeg er mobil, siger han.

Hun går i bad, men opdager i al vådhed, at de har glemt at give hende håndklæder. Med et lagen omkring kroppen bevæger hun sig ud på gangen, og når næsten at komme tilbage til rummet med sit håndklæde inden 4 indere nedstirrer hendes ynk. Bare vent, tænker hun. Denne ynk kan godt gejles op. Hendes eneste tøj bliver strøget, og håret kommer til at sidde fint. Det tør ikke andet.

Den høje smukke yngre mand på sin røde scooter i medvind, et dugget visir på den alt for store hjelm bliver slået op, og et blændende smil toner frem. Det kan kun blive godt, tænker hun. What’s the catch, hviskede en celle nede i storetåen.

De giver hinanden et kram, længe. Mødes i øjne og smil og ord. Og taler, længe, længe – tiden forsvinder – før de kommer i tanke om verdslig sult. Hvem er du, hvad laver du, hvor bor du, hvor har du rejst, hvilken båd har du, hvor er du groet op, hvor meget træner du, hvad elsker du at lave. Ja, han er jo rimeligt beset ret perfekt, selvom han ikke er vegetar. Og hans store sejlbåd nede i havnen, hun har checket den ud på nettet – så du sover i agterkahytten? Ja, jeg har endda aircon, smiler han, forsigtigt frækt. 

De kommer tæt på lyster og lidenskaber og finder hinanden uden fordomme. Ja, bevares, hun er ældre end ham, men det er tilsyneladende heller ikke et problem for ham. Det viser han med krop, øjne, berøringer. De bestiller mad og en øl. – Alkohol er gift, you know, siger han, og peger på sit vaskebræt – hvordan tror du, jeg holder min bodyfat på 10%? Drikker højst 1-2 øl om ugen, siger han. Dejligt tænker hun, og aflyser i sit hoved med det samme bestilling af flere øl. Maden og stemningen og smil og glæde bliver slugt i en lind strøm sammen med Kaubois lækre thai-retter. Til ingen penge. Han bliver mere og mere nærgående, flytter stolen tættere på, og hun kan lide det. Og viser det. Grønt lys. 

Men – hvorfor er en lækker mand som dig single?

Det er jeg ikke, jeg er gift.

Den stegte hjerne standser al aktivitet, kæden falder faktisk af. Ingen power-output der i et par sekunder eller 10. 

Øhh…. hvad laver du så her med mig? Fremstammer hun – et standardspørgsmål, hun har indlært til øjeblikke som dette. Og mens han sløvt og tungt og uinspireret lirer et ligeså standard svar af, indøvede meninger omkring savn og lidenskabsløshed og hun ville ikke sejle og han kunne ikke forlade og de var bundet sammen i en dyr condo i verdens dyreste by og af en hund, og han flygtede fra Singapore for at bo på båden og trække vejret, og hun havde alle sine veninder men syntes ikke om hans krop. 

Magien har fundet et nyt kontinent at hygge sig på. Hun ønsker et øjeblik, at hun kunne skylle hans ord ned med endnu en øl, men hun magter ikke at bestille den. Måske vil han tolke det som et ønske om at fortsætte, og det signal vil hun ikke sende. 

Jeg tror, jeg er lidt træt, siger hun, jeg må få hvilet mig, skal jo tidligt op, og tænk – klokken er kun 2030, men jeg har været oppe siden 0530, så mine ben er lidt trætte, og…. – Har du lyst til selskab, spørger han. Et godt forsøg, men håbet i hans øjne er ikke overbevisende.  – øh, nej tak, det har hun ikke. – I dont do married men, not anymore. – Men, jeg er virkeligt tiltrukket af dig, siger han. Tak, siger hun. Been there, done that. Og det gør altid ondt på nogen. På et eller andet tidspunkt. Hun går i gang med sin lange forklaring, men han stopper hende med det samme. – Jeg har ikke brug for den information, siger han.

Hans blik finder alle mulige andre steder at være. Og han kalder på tjeneren, – two bills, please. Og tjeneren kommer med 2 øl. Hun begynder at le hysterisk indeni – det var jo vildt sjovt pludselig – tjeneren havde hørt ”two beers” – og det er jo det sidste, han vil have. Mere alkohol, der kunne true hans fedtprocent og hans flugtvej. Den stakkels tjener bliver sendt ud igen, og kommer tilbage med en regning. Og manden studerer febrilsk svedende den fælles regning, 42 Ringit i alt (62 kr). Han lægger 18, for hun har trods alt bestilt en ekstra ret og en flaske vand. Et øjeblik tænker hun, at hun gerne havde betalt det hele, og derved frarøvet ham de sidste gram værdighed. Hun lader det blive ved tanken.

Han går. Uden at sige pænt farvel, eller tak for snak. Hen til den røde mobilitet og det duggede visir. Bilerne har spærret ham inde, så han kan ikke komme hurtigt væk, ligner en desperat kakkerlak på flugt. Fanget blandt folk og biler og skuffelser. Hun kigger på ham længe, mens han spræller, venter på en mulighed for at vinke farvel, en sidste menneskelig gestus, men den kommer aldrig. 

Hun siger pyt-pyt, igen og igen, hele vejen tilbage til hotellet. I mørket stryger hun sin standhaftighed over kinden. Og slipper håret fri fra sine forpligtelser. Det havde været så nemt, en varmblodig mand og en hed nat med hud mod hud. Hun er glad for sine grænser. Og skuffet over sin naivitet. Og forundret over alt det spændende, som livet byder hende. Og et lille smil finder vej, der midt i mørket og duftene af bil-os, indisk mad og affald. Hun tager et valg. Fiskesnører og garn bliver hevet i land, fiskestænger pakkes sammen og bliver gemt væk. Hun smutter fra denne fiskeplads, tænker hun, og kluk-ler ved tanken om sin egen latterlighed. Og laver en note i sin virtuelle dagbog: Kære mand, hvis du er derude, så find mig. For jeg leder ikke efter dig mere.